FIND MØDESTED
MØDEDAGEN
EVENTDAGEN
MØDEMEKKA
 



Undervurder aldrig dine kunderelationer


Hawaiifester, røde balloner og happenings på Roskilde Festival. Selv om events er andet og mere, betragtes de stadig som unødig fryns. Men specielt i krisetid er der endnu mere idé - og værdi - i at bruge penge på at bringe folk sammen.

 

Af Anne Orholt

 

”Du må aldrig – aldrig! - undervurdere relationen til dine kunder.”

Det siger Martin Roll, der er international foredragsholder, rådgiver og forfatter.
”Der er ikke noget værre end at glemme sine kunder i krisetid. Ordet events har en bismag af unødig fryns, og derfor har der været en tendens til, at bl.a. danske virksomheder skærer den del fra i budgettet. Globalt set er events i stigning og meget efterspurgte, men netop fordi der herhjemme afholdes færre af de gode events, er der endnu mere idé - og værdi - i netop nu at bruge penge på at bringe folk sammen på en begavet måde. Det er nu, din virksomhed har muligheden for at skille sig ud, og derfor bør events ses som en aktiv investering og ikke bare en omkostning på bundlinjen,” understreger Martin Roll.

 

Med udgivelsen af bogen "Asian Brand Strategy" skabte den 44-årige dansker sig et internationalt navn, og nu rådgiver han erhvervsledere og organisationer i at skabe stærkere markedspositioner gennem ikoniske brands. Set igennem Martin Rolls optik er et stærkt brand den moderne virksomheds mest værdifulde aktiv. Og hvad er mere effektivt til at brande en virksomhed end gode oplevelser?

 

Events en del af marketing-mixet

”Events er først og fremmest et medie for relationer. Det er gennem gode events, at dine interessenter lærer, hvad din virksomhed står for – og vil være kendt for. Vores forretningsverden er blevet meget visuel – tror vi. Fokus er drejet over på Facebook, Twitter og andre virtuelle løsninger. Vi erstatter rask væk personlige møder med videokonferencer, fordi det ses som en besparelse, hvis vi slipper for at rejse ud. Men specielt i krisetid er det vigtigt ikke at lade sig forføre af den virtuelle verden, men i stedet at have fokus på de menneskelige relationer. For det er jo det, forretning i bund og grund handler om; kontakt mellem mennesker. Events skal ses som en strategisk del af marketing-mixet - og evner man at bringe folk sammen på en begavet måde, lykkes man på flere planer: man tilfører gæsterne værdi og plejer samtidig sine kundeforhold face to face,” forklarer Martin Roll.

 

Den internationale dansker er en særdeles efterspurgt og anerkendt foredragsholder, der hvert år flyver godt 500.000 miles verden rundt - og nu er det endelig lykkedes at trække den forfløjne dansker hjem til Danmark for en kort bemærkning. Den 13. oktober deltager han som en af seks foredragsholdere på EVENTDAGEN 2011, der afholdes på et af hovedstadens nyeste bud på et messe- og konferencecenter, Lokomotivværkstedet på Kalvebod Brygge - stedet, hvor DSB tidligere skruede på sit rullende materiel.

 

Lad os lave noget sjovt
Hawaiifester, røde balloner og happenings på Roskilde Festival. Det er det, de fleste danskere tænker, når de hører ordet ”events”, mener René Crone, adm. direktør for oplevelses- og kommunikationsbureauet Crone & Co. Han er både foredragsholdere og konferencier på EVENTDAGEN 2011. Han er nærmest allergisk overfor ordet events, som, mener han, på dansk har fået et prædikat af noget useriøst, og derfor foretrækker han det måske lige så luftige begreb ”oplevelses-baseret kommunikation” for at lægge distance til al gøgleriet.
René Crone har 20 års erfaring med marketing og lever i dag blandt andet af at levere oplevelsesbaserede løsninger til virksomheder, hvor fokus ligger på vækst og forretning. Så uanset hvilken betegnelse han vælger at bruge, ved han, hvad han taler om. Indpakningen er ligegyldig, hvis ikke indholdet er i orden, mener han.

 

”Det, det drejer sig om, er at bruge events aktivt til at nå nogle klart definerede mål - kommunikation ved hjælp af oplevelser. Dermed bliver events til et seriøst medie, der har et strategisk afsæt og har klare målsætninger,” forklarer René Crone.

 

”Jeg har intet imod fester for festens skyld eller sjove happenings på Rådhuspladsen – de bagvedliggende mekanismer er de samme - det, jeg har noget imod, er at spilde folks tid. Og det er det, der er problemet: at der alt for ofte skabes events for eventens skyld: ”Lad os lave noget sjovt”, men så bliver det gøgleri uden tanke på, hvad det er man vil opnå, og så bliver det ligegyldigt spild af tid. Og det er synd, når man som jeg ved, hvor effektive events kan være, når de bruges rigtigt. Og det er det, jeg gerne vil lære folk,” understreger René Crone.

 

”Når jeg siger, at et godt afviklet event skal have et strategisk afsæt, er der mange, der bliver skræmt, for det lyder ualmindeligt kedeligt. Men fokus på return on investment kan sagtens kombineres med en kreativ eksekvering – uden at kreativitet bliver lig røde balloner,” mener han.

 

 


 

Fakta om Martin Roll

  • 44 år. Bosat i Singapore.
  • Opvokset i Kokkedal.
  • Har en MBA fra den franske business school Insead.
  • Arbejdede tidligere i reklamebranchen i København.
  • Er i dag indehaver af firmaet Martin Roll Company, der har fast base i Singapore.
  • Fungerer som international foredragsholder, rådgiver og forfatter – og betragtes som en af verdens førende eksperter indenfor ledelse, strategi og branding.
  • Han er desuden fast rådgiver for en håndfuld globale virksomheder og bestyrelser og underviser på skoler som Insead, Nanyang Business School og CEIBS.
  • Martin Roll regnes for en af de bedst betalte danske foredragsholdere, og er desuden fast ugentlig kommentator for det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.


>>Se mere på www.martinroll.com

 


 

René Crone

  • Han er stifter og adm. direktør for oplevelses- og kommunikationsbureauet Crone & Co og har mere end 20 års marketing- og ledelseserfaring, bl.a. som marketingdirektør i Microsoft og en del af den danske direktion.
  • Han fungerer i dag som management-, HR- og marketingrådgiver og leverandør med speciale i at skabe og optimere oplevelsesbaserede løsninger med fokus på virksomheders vækst og forretning.
  • René har bl.a. været med til at rådgive, udvikle og gennemføre effektfulde oplevelseskoncepter og projekter for NOKIA, Toyota, Carlsberg, IBM, ISS, Unilever, MTV, Lundbeck, Lee, Microsoft, Electronic Arts, Rambøll m.fl.

 

>>Se mere på www.croneandco.com

 


 

Artiklen blev bragt i MØDERPLUS+ NR 05 / OKTOBER 2011