Nogle af de store hotelbookingportaler misbruger deres dominerende position, mener Dansk Erhverv.
Blandt hotellernes mange udfordringer under coronaen har de internationale bookingportaler nok engang vist sig som modspiller i forhold til fair konkurrence. Det skriver Lars Ramme Nielsen, markedschef for turisme, kultur og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, i et debatindlæg på Altinget.
Dansk Erhverv har under Covid-19 været i dialog med mange hoteller om bookingportaler, der har tilbagebetalt ikke-refunderbare reservationer på hotellernes regning med henvisning til force majeure. Adfærden her var endnu et udtryk for portalernes misbrug af deres dominerende markedsposition, skriver Lars Ramme Nielsen.
En stor del af værelsesbookingerne på hotelmarkedet er de seneste år flyttet online, og to store bookingplatforme, Booking og Expedia, sidder på langt størstedelen af markedet i Europa. Portalerne tvinger hotellerne til aftaler om, at de ikke må sælge et værelse billigere på deres egen hjemmeside end på portalens.
”Det er en drømmesituation for bookingplatformene at kunne forhindre, at hotelværelser sælges billigere andre steder end hos dem selv. Hvis andre ikke må sælge hotelværelset billigere, behøver portalerne ikke bekymre sig om konkurrence, og forbrugeren vil heller aldrig have grund til at lede andre steder efter et hotelværelse, når priserne alligevel er den samme alle steder,” skriver Lars Ramme Nielsen.
I fraværet af konkurrence er hotellerne nødt til at acceptere bookingportalernes høje provision, påpeger Lars Ramme Nielsen, som ser frem til, at regeringen vil igangsætte nye undersøgelser af bookingportalerne.