Horisont Hotel & Konference er gået fra bronze til sølv i Det Økologiske Spisemærke.
Horisont Hotel & Konference i Aarhus har fået tildelt Det Økologiske Spisemærke i sølv. Hotellet har de seneste tre måneder anvendt mellem 60 og 90 procent økologiske råvarer, nærmere bestemt hele 77 procent i både januar og februar.
Det vil hotellet også blive ved med fremadrettet, og derfor har man fået tildelt Det Økologiske Spisemærke i sølv efter tidligere at have haft bronzemærket.
”Vi er rigtig glade for at skifte bronzemærket ud med sølvmærket. De økologiske spisemærker er velkendte af mange, og sølvmærket sender et tydeligt signal om, at vi prioriterer kvalitet og bæredygtighed højt,” siger Casper Bock, hotelchef på Horisont.
For at nå målet på mellem 60 og 90 procent økologi, har hotellet blandt andet skiftet alle de konventionelle drikkevarer ud med økologiske, fortæller René Due Jessen, Food & Beverage chef på Horisont Hotel & Konference.
”Derudover er alle vores mejeriprodukter økologiske, og det samme er stort set alt vores frugt og grønt samt en stor andel af vores øvrige råvarer. Som en ekstra bonus synes jeg også, at vi får mere interessante produkter ved at vælge økologisk,” siger René Due Jessen.
Hotel -og konferencestedet har i de seneste år haft stor fokus på at omstille virksomheden til en langt grønnere, mere klimavenlig og bæredygtigdrevet forretning. I 2021 blev man Refood-certificeret, og i 2022 fik stedet både Green Key og indledte samarbejde med Too Good To Go.