10 år efter genåbningen kan Hotel Fuglsøcentret notere over 80.000 gæster om året.
I 2011 gik Hotel Fuglsøcentret konkurs, da DGI valgte at opgive at drive centret videre. En ny ejer kom til, og i 2012 genåbnede hotellet på Mols med en helt ny strategi.
Foruden den ”normale” hoteldrift med møder og konferencer, selskaber og turister valgte hotellet at satse strategisk benhårdt på koncerter og livemusik.
Det viste sig at blive en succes, og i forbindelse med 10-års jubilæet kan Hotel Fuglsøcentret glæde sig over 80.000 gæster om året og 75 koncerter årligt. Hotellet har i dag 105 ansatte, heraf 25 på fuld tid, og hotellets aktiviteter skaber en afledt omsætning i lokalsamfundet på cirka 100 millioner kroner om året, oplyser Hotel Fuglsøcentret.
”Jeg har været med siden opstarten af dette unikke projekt. Det har været en fantastisk rejse, som absolut ikke har været uden kæmpe udfordringer, men det er det hele værd, når vi skaber arbejdspladser, vækst i et udkantsområde samt unikke oplevelser,” siger Peter Van Den Brinks, adm. direktør for Hotel Fuglsøcentret A/S og Fuglsø Koncerter A/S.
I de seneste 10 år har Fuglsøcentret blandt andre lagt rammer til koncertnavne som Kim Wilde, Nena, Earth, Wind & Fire, Paul Young, Nik Kershaw, UB40, Dr. Hook, Suzi Quatro, Hot Chocolate, Slade, Sweet, The Animals, Dubliners, Steve Harley, Andrew Strong og Maggie Reilly.
”Rejsen slutter absolut ikke her. Vores ambition på Hotel Fuglsøcentret er, at vi har 85 koncerter om året, også med endnu større udenlandske navne. Og på et tidspunkt afvikler vi nok også udendørs koncerter med mange tusinde gæster hver gang,” siger Peter Van Den Brinks.