En række danske hoteller tilføjer et energitillæg eller hæver værelsesprisen som følge af stigende energipriser.
Energipriserne stiger, og det får nu en række hoteller til at tilføje et energitillæg på prisen for en overnatning, skriver TV 2.
Brancheorganisationen Horesta oplyser til TV2, at de kender tendensen og forventer, at det vil blive udbredt praksis blandt landets hoteller. Horesta får allerede mange henvendelser fra hoteller, der overvejer at indføre et sådant tillæg.
”Energipriserne er steget så voldsomt, at mange er nødt til det. De kan enten hæve priserne generelt eller indføre et tillæg, som i de fleste tilfælde er midlertidigt, fordi de ellers kan få røde tal på bundlinjen,” siger Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef i Horesta.
Tillægget kan eksempelvis beløbe sig i 50 kroner per person per overnatning. Da tillægget ikke er noget, der er indført af staten, kan hotellerne dog selv bestemme beløbet.
Hos brancheorganisationen Dansk Erhverv, der repræsenterer flere store hotelkæder, har man derimod ikke hørt om, at medlemmer har indført et energitillæg. Ifølge Dansk Erhvervs jurister må man heller ikke pålægge gæsterne et energitillæg.
”Vi har i stedet rådgivet vores medlemmer til, at de kan hæve værelsesprisen, og så give gæsterne en god forklaring på hvorfor,” siger Lasse Fridberg Bilstrup, chefkonsulent for turisme, oplevelse & kultur i Dansk Erhverv til TV 2.
I Horesta tolker man reglerne anderledes og mener, at man godt må indføre tillægget, så længe man kan begrunde, forklare og dokumentere grundlaget for tillægget.