Hotellet i forbindelse med Odense Congress Center får fra næste år 195 nye værelser.
Odense er med sin placering midt i landet et naturligt mødested for både nationale og internationale virksomheder. Men byens potentiale som én af landets mest attraktive samarbejdspartnere på store events udfordres dog af et lavere antal hotelværelser sammenlignet med andre store byer uden for hovedstadsområdet.
Det tager Odense Sport & Event – ejerne af blandt andet Odense Congress Center og Hotel Odeon, nu et stort skridt mod at rette op på, med opførelsen af 195 helt nye hotelværelser – kun et stenkast fra både Odense centrum og det nye supersygehus, OUH.
Byggeriet af Odenses nye, største hotel er netop gået i gang, og de første gæster forventes at tjekke ind i sommeren 2024.
Over 300 værelser i alt
”Det er en stor dag for os og for erhvervsturismen i Odense,” siger Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event.
”Vi lytter til vores kunder, og ét af de ønsker, jeg har hørt fra vores samarbejdspartnere flest gange, er at kunne tilbyde overnatning til et større antal af de gæster, der deltager i en aktivitet på kongrescenteret. I nogle udbudssager er der krav om minimum 250 værelser på stedet, så vi vil med 300 værelser fremadrettet stå markant stærkere som mødested,” fortæller direktøren.
Efter udbygningen bliver Hotel Odense, der er navnet på Odense Congress Centers nuværende hotel, med i alt 304 værelser byens største – en status det overtager fra søsterhotellet, Hotel Odeon, i centrum.
Nybyggeriet vil således, ud over 195 nye værelser, indeholde blandt andet fire mødelokaler og et orangeri med plads til 150 morgenmads- og restaurantgæster.
Det 4-stjernede hotel er i sin nuværende form allerede Green Key-certificeret, og klimahensynet er også med i planerne for byggeriet med en ambition om at reducere miljøbelastningen til et absolut minimum – både under og efter byggeprocessen. Det nye hotel får blandt andet solceller på taget.