To stærke trends på det internationale mødemarked forenes i ny VisitDenmark-kampagne.
Der er forskel på mødelokaler, men post corona er det mere det, man kan opleve omkring mødet, der afgør, om mødet skal lægges ude af huset eller ej. Teams-møder er alle nu både vant til og erfarne i, så der skal mere til for at retfærdiggøre, at man rejser ud.
Tendensen er, at det i stigende grad er de aktiviteter, der spiller op til det egentlige møde, der definerer mødets værdi. En anden tendens er et stigende fokus på bæredygtighed. En analyse fra American Express viser, at 83 procent af de internationale mødeplanlæggere har bæredygtighed med i planlægningen af møder og events.
De to tendenser adresserer VisitDenmark i en ny mødekampagne her i efteråret.
”Temaet i den nye kampagne er bæredygtig gastronomi. Maden er en stor del af oplevelsen omkring mødet, og Danmark har nogle af de bedste restauranter i verden. Vores dygtige kokke beviser hver dag, at man kan skabe store madoplevelser ved at tænke fra jord til bord,” siger Lene Hylleberg, senior brand & relationship manager i VisitDenmark.
”Vi har lagt vægt på at bringe oplevelserne helt tæt på ved at binde dem op til de personer, hvis hjerter banker for dem, og som derfor mest troværdigt kan fortælle om dem. Derfor præsenteres de af de ildsjæle, der lever af at skabe mad- og mødeoplevelser med udgangspunkt i naturen, lokale råvarer og økologi,” siger Lene Hylleberg.