14.12.2017Møde & Event News

Hotellerne opgraderer gennem talentuddannelse

Uddannelsen starter til januar og fokuserer blandt meget andet på kundetilfredshed.

At lede en kompliceret virksomhed som et hotel eller en restaurant kræver en god forståelse for kundernes forventninger og samspillet mellem de forskellige funktioner i virksomheden. Uddannelsen starter 15. januar og har frist for tilmelding senest 2. januar 2018.

På HØS’ Talentuddannelse (Hotelforeningen for Danmark, øst for Storebælt) sigter man på at øge forståelsen for, hvordan samspillet mellem de enkelte funktioner påvirker driftsresultat gennem indtægts- og omkostningsplanlægning, medarbejderkompetencer og kundetilfredshed. Deltagerne kommer fra både hoteller og restauranter. De spænder over medarbejdere fra køkken, restaurant, reception, housekeeping, salg, marketing mm.

Alle styringsfunktioner berøres

I alt løber uddannelsen over 72 timer fordelt på 4 timer mandag og tirsdag formiddage i 8 uger. Efter endt uddannelse har deltagerne fået opgraderet deres viden og forståelse for sammenhængene bl.a. inden for områderne: Prissætning og forecasting, styring af indtægter og omkostninger, markedsføring, kundeservice, produktudvikling, HR og ledelse.

HØS Talentuddannelse er udviklet af: HØS, Center for Tourism, Culture and Management, Copenhagen Business School og Milestone Competences.

For yderligere info kontakt bestyrelsesmedlem i HØS & HORESTA, Mogens Stendrup: mogens@stendrup-partners.dk


?