Gl. Avernæs i nyt look

Gl. Avernæs Sinatur Hotel & Konference er moderniseret med badehotelstemning som tema. Nyt auditorium med vandudsigt på vej.

I samarbejde med lokale håndværkere har både reception, restaurant og værelser på Gl. Avernæs fået et større ansigtsløft, hvor alt lige fra gulv og tapet til møbler og øvrige interiør er blevet udskiftet. Det er sket i en stil, der bringer de naturskønne omgivelser omkring hotellet med indenfor samtidig med, at man oplever en følelse af varme og vaskeægte badehotelstemning.

Bedre akustik

”Det har været en spændende proces at være en del af, og vi er ovenud tilfredse med resultatet. Den nye stil er lige os og emmer af den charme og varme, der på mange måder er kendetegnende for både vores omgivelser og gamle bygninger," siger hoteldirektør, Morten Grimsgaard. "Der har været stor begejstring omkring det nye look og ikke mindst de akustikmæssige forbedringer, som renoveringen har bragt med sig. Det er dejligt, at den udfordring er blevet løst, for det er med til at gøre oplevelsen i især restauranten meget bedre.”

Inspireret af gamle fotos

Hotellets reception har forladt det lidt tunge præg og er i dag fuld af lys og lækre detaljer, der understøtter alle tanker om et charmerende badehotel. ”For at fuldende badehotelstemningen har vi fundet frem til flere gamle sort/hvide fotografier med motiver og badebeklædning fra gamle dage, der formår at sætte scenen for den stemning, vi gerne vil vække blandt vores gæster,” siger Morten Grimsgaard

Udendørs fitness og stor frugthave

Gl. Avernæs har taget første spadestik til en stor frugthave bestående af mere end 80 forskellige frugttræer og forskellige opholdsområder for gæsterne. Frugttræerne skal skabe læ og hygge og samtidig levere frugter til køkkenet, som kan inkorporeres i madlavningen og på den måde komme gæsterne til gode.

Omkring midten af april forventer Morten Grimsgaard at være klar med et færdigetableret udendørs fitnessområde med øvelser, der kan udfordre både puls, styrke og balance. ”Da vi ikke har mulighed for at etablere fitnesslokaler indendørs, var det oplagt at gøre brug af vores udendørsområder ned til vandet, så vores gæster også kan nyde udsigten, mens de dyrker motion,” siger Morten Grimsgaard, Til maj kan hotellet indvie et udendørs auditorium i skovkanten med udsigt udover vandet, der blandt andet kan anvendes i forbindelse med møder og konferencer.

Se mere om Gl. Avernæs Sinatur Hotel & Konference


?