19.03.2018Møde & Event News

Hotel hjælper tungt ledige tilbage i job

Hotel Opus har i samarbejde med Horsens Kommune hjulpet ledige og folk med andre problemer til alles gavn og glæde.

Hotel Opus og Horsens Kommune gør sammen - og med succes - kontanthjælpsmodtagere og andre med problemer udover ledighed parate til arbejdsmarkedet. De seneste tre år har Horsens Kommune og Hotel Opus samarbejdet om at gøre mennesker på kanten af arbejdsmarkedet parate til et arbejde på almindelige vilkår. Slutmålet er, at alle, der bliver i stand til det, får et almindeligt job.

Det drejer sig primært om kontanthjælpsmodtagere men også om revalidender, modtagere af sygedagpenge og personer på ressourceforløbsydelse. Det er typisk ledige med andre udfordringer end ledighed - såsom fysiske, psykiske og sociale problemer. "Samarbejdet har været en succes," fortæller Per Fjord, der er leder af Virksomhedsservice i Horsens Kommune.

På Hotel Opus glæder hoteldirektør Camilla Tallerup sig over, at hotellet har været med til at gøre en forskel for de ledige. "Hotel Opus har valgt at være et såkaldt virksomhedscenter netop for at kunne tage et aktivt socialt ansvar," siger hun. "Vi vil gerne give en chance til de menneskee, som vi tror kan klare det, samtidig med, at vedkommende kan bidrage med en værdifuld arbejdsindsats for Hotel Opus. Mange af de ledige har meget mere at byde på, end man umiddelbart tror - flere af dem har uddannelser og kompetencer, der er relevante for os, og vi er altid på udkig efter dygtige elever".

25 i praktik

Siden marts 2015 har 25 personer med problemer med at opnå eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet været i praktik på Hotel Opus. Hotellet har hjulpet med at udvikle og optræne deres arbejdsevner i jobfunktioner som pedel, receptionist, tjener, kok og rengøringsassistent. Ud af de 25 er 1 person nu i uddannelse som kok på Hotel Opus, 1 er tilkaldevikar i hotellets køkken, 2 er blevet optrænet til at kunne tage et almindeligt arbejde, og 3 er nu i stand til at kunne tage et fleksjob. Ifølge Horsens Kommune er de sidste 18 alle kommet tættere på arbejdsmarkedet, fordi de har styrket deres arbejdsmarkedskompetencer, når det gælder mødestabilitet, effektivitet, samarbejdsvillighed, omstillingsparathed og produktionsforståelse.

Vi fik en af de bedste kokkeelever, vi har haft

Det er blandt andre sket for en af Hotel Opus` kokkeelever, der kom til Hotel Opus som ledig - Natasja Hacene fik chancen og tog den, fortæller Camilla Tallerup: "Hun er en af de allerbedste kokkeelever, vi har haft, så hun er jo en rigtigt god illustration af, hvor meget nogle mennesker kan vokse, når de får chancen for det. Det er så dejligt, når det lykkes - når vi kan se, at ledige i praktikforløb hos os udvikler sig til glade, udadvendte mennesker med selvtillid." Kilde: Pressemeddelelse.

Se mere om Hotel Opus Horsens


?