05.09.2017Møde & Event News

Konference.dk dropper provisionen

Med "Book Direkte" kan mødeplanlæggere få direkte og personlig kontakt til flere hundrede mødesteder.

Konference.dk introducerer nu sit nyeste tiltag, "Book Direkte". Via bookingportalen Konference.dk skabes kontakten mellem mødeplanlægger og venue nu, uden der betales provision til udbyderen. Hermed gør Kursuslex op med den bevidstløse og til tider alt for høje provision til bookingportalerne.

Ideen bag ’Book Direkte’ er, at man som arrangør af sin næste konference indtaster sine søgekriterier på konference.dk og inden for kort tid får en liste over de steder, der matcher kriterierne. Man kan herefter vælge at få direkte kontakt til de udvalgte konferencesteder uden at skulle foretage sig yderligere. Og uden at konferencestedet betaler noget for det.

Opgør med høje provisioner

"Vi mener, det er på tide at gøre op med hotellernes og konferencecentrenes automatiske og ofte alt for høje betaling af provision til bookingportalerne, og det vil vi gerne være initiativtager til," siger Christian Guldager, direktør for Kursuslex og partner i Konference.dk til dagbladet Børsen.
“Jeg tror ikke, der er så mange hoteller, der tør råbe op om det her. Man er jo bange for at skabe et dårligt forhold til portalerne. Og derfor synes vi, at nogen må sige det nu - og det vil jo være godt, at det bliver sagt af nogen, der selv sidder med på grenen,” siger han.

Konference.dk har kontakt til cirka 12.000 mødebookere og -planlæggere hos virksomheder, offentlige instanser m.v.. samt cirka 300 udbydere af professionelle mødefaciliteter.


"Planen for tiltaget," forklarer Christian Guldager til Børsen, "er at gøre det endnu mere smidigt og lettilgængeligt at booke faciliteterne – pengene skal på sigt i stedet tjenes hjem på rådgivning og vejledning. “Denne beslutning er taget, hvor vi ikke først og fremmest tænker på bundlinjen. Nogle gange bliver man nødt til at skabe nogle ændringer i sit produkt, hvor man i første omgang må se ud over, hvordan det påvirker bundlinjen. Men det er bare det rigtige at gøre,” siger han.

Fakta: Konference.dk er en bookingportal med mere end 320 professionelle konferencesteder fordelt over hele Denmark. Her kan arrangører af konferencer, events og møder via en række kriterier søge efter det perfekte sted til afholdelse af deres kommende arrangementer. Det er de to erfarne aktører i mødebranchen, Kursuslex og Info-Connect der har skabt Konference.dk, som er Danmarks største online bookingsystem til møder, konferencer og events.

Se mere om Konference.dk


?