14.06.2017Møde & Event News

Mindre messer bliver mere populære

HUSET Middelfart oplever stigende efterspørgsel på mindre, opdelte messefaciliteter. Derfor udbygges det nuværende konferenceområde.

Konferenceområdet hos HUSET Middelfart udvides med et nyt, stort lokale med højt til loftet og et nyt loungeområde. Det sker for at imødekomme det stigende antal forespørgsler på mindre messeområder. Samtidig udvider HUSET med plads til 80 ekstra gæster i restauranten.

Det nye messeområde er samlet set 600 m². "Tidligere fik vi henvendelser fra foreninger og virksomheder, som ønskede at stable store, vidtfavnende messer på benene, I dag er mange af disse brudt ned i langt mindre og mere specialiserede messer af 2-3 dages varighed," siger kundechef ved HUSET Middelfart, Trine Duus.

HUSET Middelfart oplever desuden, at messekunderne ofte booker flere rum i stedet for ét stort. "I foråret havde vi blandt andet besøg af Legekæden, som havde inviteret deres mange forskellige leverandører til at komme og vise næste års sortiment frem for indkøberne. De valgte bl.a. at leje en masse mindre lokaler, så de enkelte leverandører ikke kunne kigge hinanden over skuldrene," siger Trine Duus.

De mange landsdækkende kædebutikker har ligeledes medført en øget efterspørgsel på centralt beliggende lokaler, der egner sig til workshops og produktfremvisninger. "Vi har tidligere holdt vores Leverandørdag andre steder, men har haft brug for at finde et sted med bedre plads til det antal leverandører, vi har med. Her har vi fået nogle rigtig gode lokaler, som ligger tæt sammen, så det er nemt for vores butikker at komme rundt og besøge de forskellige leverandører," siger direktør for Panasonic Center, Jens Krogh.

De nye messelokaler ligger i forlængelse af hinanden, og både rumopbygningen og indretning kan stort set tilpasses arrangørens ønsker og behov.

Læs mere om HUSET Middelfart


?