06.04.2018Møde & Event News

Nu kommer Hilton måske til Aarhus

Det danske hotelselskab BC Hospitality Group vil gerne ind med mindst ét globalt hotelvaremærke i den jyske hovedstad.

I begyndelsen af marts annoncerede BC Hospitality Group og ATP Ejendomme, at hotelkæden Hilton genopstår i København. Det sker, når Hilton med 400 værelser tidligst i 2020 flytter ind i Nordeas tidligere hovedkontor populært kaldet “Ørkenfortet” ved Knippelsbro på Christianshavn. "Men måske får Aarhus også et Hilton-navn," siger koncernchef for BC Hospitality Group, Allan L. Agerholm, til Standby.dk.

"Vi kigger meget på Aarhus og vil gerne ind med mindst ét stort, verdensomspændende hotelvaremærke. Bliver planerne i Aarhus til noget, kunne det for eksempel blive med et af Hiltons varemærker, Hampton by Hilton, eller Moxy by Marriott, som er et varemærke under Marriott." Lykkes det for BC Hospitality Group at få realiseret sin hotelplan, kan det første nye hotel være klar til åbning om 2 til 4 år.

3 mulige adresser

Vi kigger lige nu på 3 mulige steder med den bedste beliggenhed i det centrale Aarhus. Hotellet får omkring 250 værelser, men det er for tidligt at sige, om projektet eller projekterne bliver til noget. Jeg tror ikke, at vi får hotel på alle de tre adresser, vi kigger på," siger Allan L. Agerholm. BC Hospitality Group driver i dag hotellerne AC Hotel Bella Sky, Marriott og Crown Plaza i og ved København. BC Hospitality Group råder over 1.584 hotelværelser, 162 møde- og konferencelokaler og cirka 200.000 kvm konference- og møde- og eventfaciliteter med plads til over 30.000 personer. Kilde: Dagens Byggeri.

Se mere om BC Hospitality Group


?