27.09.2017Møde & Event News

Ny køkkenchef til Vejle Center Hotel

Stor erfaring og kærlighed til gastronomi er kvaliteter, der sikrede Henrik Skov valget som Vejle Center Hotels nye køkkenchef.

Det er en erfaren herre, der nu lægger linien for den mad, Vejle Center Hotel serverer for gæsterne. 57-årige Henrik Skov har været i hotel- og restaurationsbranchen i 40 år, og den faglige ballast er gæsterne på Vejle Center Hotel netop begyndt at nyde godt af.

Hoteldirektør Gitte Habekost er overbevist om, at hendes nye køkkenchef vil øge oplevelsen ved at spise i hotellets restaurant: "Henrik Skov er en uhyre dygtig og professionel kok, der er garant for mad, der virkelig smager af noget. Henrik lægger masser af kærlighed i maden og sætter en ære i at lave langt det meste helt fra bunden. Vores gæster har meget at glæde sig til".

Den nye køkkenchef føler da også, at han er landet på den helt rette hylde: "Jeg glæder mig til at bidrage til at fastholde og udvikle den høje standard, der kendetegner gastronomien på Vejle Center Hotel. I første omgang sker der ingen revolution i køkkenet, men jeg ser frem til sammen med kollegerne gradvist at skabe nye tilbud til gæsterne. Og så nyder jeg bare den varme og professionelle ånd, der hersker blandt personalet på Vejle Center Hotel". Henrik Skov har i sin lange karriere blandt andet undervist fremtidens kokkeelever på tekniske skoler.


?