08.09.2017Møde & Event News

Nyt auditorium i glas

Sådan kan man give sine mødegæster en kunstnerisk oplevelse i tilknytning til møder og konferencer i det nye auditorium.

Glasmuseet Ebeltoft får nyt look, skabt af AART architects. I tilknytning til museet bliver der etableret nye udstillingsarealer, fleksibel foredragssal og nytænkning af publikumsfaciliteter ved det arbejdende værksted.

Det bærende element i den nye arkitektur er tagskiven, der er udformet som en cirkel, beklædt med glas. Via museumshaven er der adgang til taget, hvorfra såvel Kampmanns smukke Toldbod som udsigten over vigen til Mols Bjerge kan nydes.

Glas i glas

Cirklen forbinder de eksisterende bygninger ved hjælp af et transparent glasforløb, som skaber et nyt, let rumforløb med en række ønskede faciliteter. I overensstemmelse med museets ønske, skaber tilbygningen nye udstillingsmuligheder og forbedrede muligheder for formidling af glaskunsten og håndværket.

Det nye design og de nye lokaler imødekommer ønsket om at skabe rum til flere besøgende ved at udvide arealerne for publikumsbetjening, butik og café. Samtidig styrkes museets position som dynamisk centrum for internationale glaskunstnere med indretning af overnatningsmulighed i tilknytning til glasværkstedet. (Kilde: Dagensbyggeri.dk)

Se mere om Glasmuseet Ebeltoft


?