05.09.2017Møde & Event News

Nyt badehotel i tidligere plejehjem

Hotellet skal bygges i nedlagt plejehjem. Men nu frygter kommunen, at der bygges for mange ferielejigheder i stedet.

Et nyt badehotel ved Det Gamle Rådhus og Kulturhuset Pyramiden ved Vesterbrogade i Gilleleje kan få selskab af en række ferielejligheder. Det fremgår af et udspil til en ny lokalplan, som et enigt økonomiudvalg er klar til at sende i høring. Før sommerferien blev køberen af grunden Humberto Orsini ellers sendt tilbage til tegnebrættet af Plan- og Miljøudvalget. Det skete, fordi politikerne frygtede, at hotelejeren kunne finde på at skrotte planen om et badehotel til fordel for opførsel af ferielejligheder.

"Vi skulle sikre, at der skulle blive ved med at være hotel. Problemet var, at med lokalplanens udformning kunne de reelt lave ferielejligheder fra dag ét," siger Jesper Behrensdorff (K), formand for Plan- og Miljøudvalget.

Efter at have fremlagt et nyt forslag, har politikerne nu nikket ja til planen, som derfor bliver sendt i høring, så snart byrådet har haft lejlighed til at drøfte sagen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I den nye plan forpligter Humberto Orsini, som også står bag Gilleleje Badehotel, sig til at drive hotel i det gamle plejehjem (det nuværende Kulturhuset Pyramiden). Men samtidig får han lov til at bygge ferielejligheder på området mellem de nuværende bygninger og Vesterbrogade. Fra 2025 må han også ombygge halvdelen af plejehjemmet og hele det gamle rådhus til ferielejligheder, hvis byrådet til den tid giver lov.

Humberto Orsini har afvist at udtale sig til avisen om sine planer, men Jesper Behrensdorff er overbevist om, at hoteldrift er den primære plan. Grunden har hidtil tilhørt Gribskov Kommune, og salget indbringer 15 millioner kroner. Det er betinget af, at en lokalplan for byggeriet går igennem. (Kilde: sn.dk).

Læs mere om ejerens nuværende Gilleleje Badehotel


?