23.03.2018Møde & Event News

Nyt hotel i Ørestad

"Holistic House" bygges med 450 hotellejligheder fordelt i 3 tårne og en værdi på over 750 mio. kr.

Ultimo 2018 påbegyndes byggeriet af et 17.000 m2 lejlighedshotel i Ørestad. Hotellet får navnet Holistic House. Bag projektet står kapitalpartneren Artha Kapitalforvaltning. "Det skal være lettere for højtuddannede udlændinge, også kaldet expats, at finde et sted at bo, når de kommer til hovedstadsområdet for at arbejde i en periode. Derfor vil Falk-Rønne & Kierkegaard opføre lejlighedshotellet i Ørestad på Amager, skriver Børsen.

"Det, vi tilbyder her, er en hybrid mellem lejligheder og hotel. Så de slipper for at bo midlertidigt flere steder på enten hotel eller lejligheder," siger Teddy Brandt Kierkegaard, adm. direktør for Falk-Rønne & Kierkegaard, til Børsen. Holistic House tager kampen op med lejlighedshoteller som Stay, Charlottehaven og Adina Apartment Hotel, som findes i hovedstadsområdet – ingen af disse ligger dog i Ørestad.

"Realistisk kan de første flytte ind i slutningen af 2020," siger Teddy Brandt Kierkegaard til Estate Media. Udover Holistic House' 3 tårne med hotellejlighederne skal et 4. tårn huse en daginstitution. Det tårn har Falk-Rønne & Kierkegaard solgt til Københavns Kommune for 104 millioner kr. Kilde: Estate Media

Se mere om Artha Kapitalforvaltning


?