Efter 16 år hos Kursuslex fratræder Olina Jægergaard sin stilling som direktør for virksomheden. Olina startede sin karriere hos Kursuslex tilbage i 2006, og har bl.a. været salgs- og marketingdirektør i 5 år, og siden oktober 2020 har hun siddet som administrerende direktør for virksomheden. Som ny direktør indtræder Jacob Nedergaard, der får følge af en stærk faglig bestyrelse, som træder til efter sommeren. Kursuslex er landets førende inden for mødeplanlægning og er en betydelig netværksskaber mellem mødebookere og aktører i møde- og eventbranchen. Opus Group, der driver Danmarks største foredragsbureau Athenas samt foredragsarrangøren Tikko, blev i efteråret 2020 medejer af Kursuslex ApS. Olina Jægergaard fratræder sin stilling hos Kursuslex den 31. juli 2022 og har sidste arbejdsdag den 8. juli.
Kursuslex direktør takker varmt af og er klar til at vende et nyt blad i kalenderen
Det er ikke uden vemod, at 48-årige Olina Jægergaard om ganske kort tid forlader sin stilling hos Kursuslex gennem de seneste 16 år. Hun har været en af de drivende kræfter i forbindelse med den succesfulde udvikling af virksomheden, som i dag nyder høj anerkendelse og respekt i møde- og eventbranchen. Olina Jægergaard udtaler:
– Det har været 16 fantastiske år hos Kursuslex, hvor jeg sammen med Christian Guldager og alle de øvrige dygtige kolleger, har været så heldig at være en del af den utroligt spændende udvikling, som virksomheden har været igennem. Bl.a. har hele digitaliseringen af bookingprocessen på mødemarkedet, vores traditionsrige Møde & Eventmesse, MødeMekka og de mange øvrige netværksarrangementer for vores kunder, været så spændende at være med til at søsætte og udvikle gennem årene. Og den tætte og personlige kontakt, som jeg har oparbejdet til både mødestederne og til vores kunder, kommer jeg virkelig til at savne – og allermest mine kolleger. Men jeg føler nu, at tiden er kommet, hvor jeg skal prøve kræfter med noget helt nyt. Iværksættergenet trækker, og jeg er så småt i gang med at opbygge webshoppen www.nordfisk.dk, der skal give danskerne mulighed for at købe fisk fra Nordatlanten, der leveres direkte til døren. Den retter sig både til privatmarkedet og til virksomheder som bl.a. hoteller, møde- og konferencesteder.
Kursuslex står stærkt til at blive en endnu mere central og vigtig aktør i møde- og eventbranchen
Søren Kristensen, Group CEO i Opus Group og medejer af Kursuslex, retter en kæmpe tak til den afgående direktør:
– Jeg har igennem det seneste halvandet år haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Olina og jeg har fra sidelinjen fulgt med og set, hvordan hun med sikker hånd har ført Kursuslex igennem corona krisen. En krise, som jo har været en af møde- og eventbranchens største udfordringer nogensinde. En opgave hun på alle måder har løst til perfektion. På vegne af Kursuslex vil jeg gerne takke Olina for hendes store indsats og dedikation gennem hendes mange år hos Kursuslex, og jeg ønsker hende alt mulig held og lykke i hendes nye virke som iværksætter.
– Kursuslex skal fremover spille en endnu større rolle i det danske mødelandskab og være en endnu tættere partner med både de danske mødesteder og planlæggere. Dette skal ske igennem et yderligere fokus på at skabe forretning mellem de to partnere, sikre omsætning for venues i hele landet – fra Nordjylland til Bornholm. Derudover er der planlagt en række nye produkter og initiativer til gavn for begge parter.
– På den baggrund tiltræder Jacob Nedergaard som ny direktør den 1. august og han bliver fulgt af en fagligt stærk bestyrelse, som bliver præsenteret sammen med en række nye ambitioner efter sommerferien. Derudover vil Kursuslex i højere grad tappe ind i det internationale netværk omkring ejerkredsen, som også vil gøre det muligt at tiltrække flere internationale mødeplanlæggere i fremtiden.
Læs mere om Kursuslex på: www.kursuslex.dk.
For yderligere information og interview kontakt venligst:
Søren Kristensen Group CEO Opus Group
Mail: sk@athenas.dk
Olina Jægergaard, direktør Kursuslex
Telefon: +45 40 52 11 73 / Mail: oj@kursuslex.dk