Vilcon Hotel og Konferencegaard har inden for kort tid modtaget to prestigefyldte erhvervspriser.
Vilcon Hotel og Konferencegaard nær Slagelse har inden for ganske kort tid modtaget både Børsens Gazellepris og BDO og Spar Nords Succesvirksomhed 2022.
Erhvervspriser baseret på vækst er en sjældenhed i hotel- og konferencebranchen, og især når man som Vilcon Hotel og Konferencegaard kan fejre 25-års jubilæum som virksomhed.
Af samme grund troede direktør og medejer, Thue Nielsen, at det var en phishingmail, der var dukket op i indbakken, da beskeden kom fra Børsen om, at hotellet havde vundet en Gazelle-pris.
”Jeg troede vitterligt at det var en joke,” siger Thue Nielsen, der dog ved nærmere granskning kunne konstatere, at den var god nok. Og det til trods for, at regnskabsåret 2021 som udløste prisen, omfatter en del måneder, hvor coronaen betød, at der var lukket ned for konferencer, kurser og fester, som ellers er en væsentlig del af Vilcons forretning.
”Det er udtryk for, at vi løb stærkt i 2021. Og det fortsatte vi heldigvis fortsat i 2022, hvor vi kunne glæde os over, at erhvervslivet igen begyndte at holde kurser og møder og kundearrangementer i stor stil ude hos os,” siger Thue Nielsen.
Pris for succesvirksomhed
I efteråret 2022 vandt Vilcon Hotel & Konferencegaard også prisen ”Succesvirksomhed”, som BDO og Spar Nord siden 2019 har uddelt til de 1.000 mest succesfulde virksomheder i Danmark. For at komme i betragtning til prisen skal man have vækst i resultatet de seneste fem år, have en soliditetsgrad over 20 procent, have vækst i soliditeten over en femårig periode og endelig have vist evnen til at skabe resultater med det kapitalgrundlag, der er til rådighed.
Vilcon Hotel & Konferencegaard er en af de første virksomheder i hotel- og restaurationsbranchen, der modtager prisen.
”En af begrundelserne for at vi fik prisen er, at vi har arbejdet systematisk med bæredygtighed i nogle år og det er selvfølgelig superfedt, at vi får en cadeau for den indsats. Det giver endnu mere blod på tanden i forhold til tanker vi har om bæredygtighed,” siger Thue Nielsen.