Scandic Nørreport, der åbnede den 2. juni, er Danmarks største hotelkædes første boutique hotel. Det unikke hotel har udover en fantastisk beliggenhed, en lækker rooftop bar og terrasse, der er et optimalt mødested for kollegaer og samarbejdspartnere.
”Scandic Nørreport er for alle dem, der gerne vil opleve et åndehul midt i byen, tæt på gode trafikforhold og alle byens store og små seværdigheder. Her er vores hotel et fantastisk sted at komme forbi og mødes både sammen med kollegaer og de lokale københavnere. Vores rooftop bar og terrasse giver mulighed for at opleve en fed og uformel stemning med noget ægte citypuls og byliv,” fortæller Mads Brockmann-Petersen, direktør for det nyåbnede Scandic Nørreport.
Hotellet lige ved siden af Nørreport Station har 100 supermoderne værelser, som er indrettet med dansk design, når det er allerbedst. Værelserne har en varm og harmonisk nordisk udstråling, og man føler sig i den grad hjemme og godt tilpas i alle rummene.
”Den følelse gør sig gældende hele vejen fra man kommer ind i hotellet, til man kommer op på Level Six, som er vores bar og restaurant på den øverste etage. Den ligger på sjette etage, og selvom den ikke er en skybar, så er vores og de omkringliggende bygninger oprindelig født med fem etager. På et tidspunkt er der kommet en ekstra etage på bygningen, hvilket gør, at man lige kommer op over alle de andre huse og etager i området, så man har en fornemmelse af skybar og rooftop, da man har et flot udsyn ud over Københavns mange tårne og seværdigheder. At have et hotel et så centralt sted med en så flot udsigt gør virkelig en positiv forskel,” siger Mads Brockmann-Petersen.
Bar social
Hotellets gæster kan hver dag mødes til ’Bar Social’, der kører fra kl. 16.00 til 17.30. Her kan man komme op og smage på øl, vin, vand, spiritus, leveret af mange lokale samarbejdspartnere. På den måde får man smagen af at være i det lokale miljø, fortæller Mads Brockmann-Petersen. Som eksempel nævner han, at baren kan tilbyde 21 forskellige slags gin fra danske producenter. ”Scandic Nørreport og Level Six går meget efter at passe ind i lokalområdet. Vores mad handler om, at man føler, at man er en del af nærområdet. Hotellets kokke kreerer småretter og snacks, der tager udgangspunkt i en tanke om økologi, lokale råvarer og dyrevelfærd. Mange af gæsterne på hotellet er også dem, man vil kunne finde i Torvehallerne eller på en café rundt om hjørnet. Så vi er selvfølgelig til for hotellets gæster, men i høj grad også for den lokale københavner, som måske gerne vil op og have en udsigt med en lækker tagterrasse sammen med nogle lokalt produceret varer.”
Tak for en god arbejdsuge
På Level Six er der to terrasser, hvor den ene vender ud mod Nørreport og Frederiksborggade, mens den anden er en lidt mere privat tagterrasse, hvor man kan holde diverse arrangementer, firmafester, fredagsbarer m.v. ”Det er hensigten, at vi på sigt skal have gang i en masse events som for eksempel DJ’s, Roséfredage, bobler med musik, eller bare vil sige tak for en god arbejdsuge til kollegaerne og så videre. Der er mange fantastiske muligheder for at foretage sig noget hyggeligt og lækkert sammen med kollegaer og andre samarbejdspartnere,” siger Mads Brockmann-Petersen.
Forbinde og forankre lokalmiljøet
Generelt går Scandic Nørreport meget op i at finde de helt rigtige lokale samarbejdspartnere, så de kan danne bro mellem hotellet og nærmiljøet. ”Vi er lige så meget til for de lokale københavnere som for gæsterne. Vi arbejder stadig på, hvilke lokale samarbejdspartnere, vi skal finde sammen med, men det skal være partnere, der også gerne vil lokalmiljøet. Det behøver ikke være de største og de fleste, men må gerne være i en lille skala, som har det ekstra, der kan appellere til vores gæster. Mange af vores gæster kommer hertil, fordi de elsker at gå i små, lokale butikker og gerne vil opsøge de lidt skæve sites. Det er noget af det, vi forsøger at bygge et samarbejde omkring. At forbinde og forankre lokalmiljøet omkring hotellet,” slår Mads Brockmann-Petersen fast.