Scandic har nu officielt overtaget Horsens-hotel, som har fået navnet Scandic Opus Horsens.
I juni 2022 annoncerede Scandic, at man ville overtage det tidligere Hotel Opus i Horsens fra Munkebjerg Gruppen, og nu har hotellet endelig slået dørene op som Scandic Opus Horsens.
”Det er en fornøjelse at få Scandic Opus Horsens med i vores portefølje. Horsens er en vigtig destination, som tiltrækker både forretnings- og feriesegmentet, og det nye hotel er med til at styrke vores tilstedeværelse og muligheder i området,” siger Søren Faerber, adm. direktør i Scandic Hotels Danmark.
Scandic Opus Horsens er Scandics 14. hotel i Jylland. Hotellet blev grundlagt i 2006 med 132 værelser tæt på Horsens by og nær naturreservatet Nørrestrand.
Hotellet er tegnet af Kim Utzon, hvis arkitektoniske præg blandt andet kan opleves i lobbyen, hvor det 12 meter høje loftsrum og de store glaspartier med udsigt giver en fornemmelse af masser af plads og højt til loftet. Hotellet byder desuden på store konferencefaciliteter, en restaurant og et lille wellnessområde.
Øget fokus på bæredygtighed
Som en del af Danmarks største hotelkæde vil man fremover møde et hotel, der ikke bare afspejler Scandics visuelle udtryk, men også Scandics høje standarder til hele hoteloplevelsen. Særligt vil Scandics store fokus på bæredygtighed kunne ses og opleves i hotellets drift fremover.
”Bæredygtighed ligger i Scandics DNA og derfor vil det også komme til at spille en større rolle på Scandic Opus Horsens, end det tidligere har gjort på hotellet. Vi har en lang procedure for vores arbejde med blandt andet madspild, økologi og skraldesortering og derfor har vi også et mål for at Scandic Opus Horsens bliver certificeret med Svanemærket i løbet af 2023,” fortæller Thomas Oest, der er ny hoteldirektør på Scandic Opus Horsens.