Guldsmeden Hotels har indgået aftale om et nyt 4-stjernet hotel med 215 værelser i ny bydel i Aarhus.
Guldsmeden Hotels vender tilbage til Aarhus, hvor hotelkæden i 1999 åbnede sit første hotel i Guldsmedgade, som kom til at lægge navn til hotelkæden.
Den danskejede hotelkæde har indgået en aftale med entreprenøren A. Enggaard om et nyt hotel i den nye bydel Sydhavnskvarteret. Det nye hotel kommer foruden 215 værelser til at rumme pool- og spafaciliteter, konferencemuligheder samt en skybar. Det nye hotel skal efter planen åbne i foråret 2026.
Hotellet kommer til at indgå i Guldsmeden Hotels´ Urban Eco Resort-koncept, som tilbyder en helhedsoplevelse inden for overnatning, signatur-køkken samt pool- og spa-faciliteter – alt sammen i luksuriøse og bæredygtige omgivelser.
Guldsmeden Hotels har i dag 10 hoteller fordelt på fire lande, et luksusresort på Bali og en udlejningsvilla i Sydfrankrig. Bag kæden står ægteparret Sandra og Marc Weinert, der ser frem til udsigten til at endnu engang at åbne hotel i den by, hvor kædens første hotel blev drevet fra 1999-2021.
”Vi glæder os virkelig meget til at vende hjem til smilets by og til at tilbyde vores gæster en helt unik og bæredygtig luksusoplevelse i Sydhavnskvarteret, der bliver et nyt og spændende område i Aarhus,” siger Sandra Weinert.
Det tidligere industriområde nord for Jægergårdsgade udvikles frem mod 2026 til en levende bydel præget af kunst, kulturproduktion og social mangfoldighed. Bygningen med det nye hotel vil også huse blandt andet spillestedet Train og bliver derfor et vigtigt omdrejningspunkt for bydelens liv.