14-11-2011


København i grøn førertrøje

 

Grønne kursussteder, hoteller, restauranter, elbiler, saloner og butikker. København har det hele, og der er stor interesse for vores grønne koncepter i udlandet. Det nye initiativ Go Green Copenhagen har gjort det lettere at finde frem til de grønne steder. VisitDenmark og Wonderful Copenhagen er med på bølgen.

 

Af Karin Feit Almberg

 

Du sover i økologisk sengetøj, dine håndklæder er økologisk vasket og tørret i solen, dit sugerør er nedbrydeligt, og din morgenmadsbrunch består af 95,6 procent økologisk mad. Og det gør den, uanset om det er vigtigt for dig eller ej.

 

De københavnske hoteller i hotelkæden Guldsmeden er tre ud af mange grønne udbydere, som er på listen på det nye Go Green Copenhagen bykort. Konceptet startede i Århus og er nu kommet til København, hvor man er rigtigt langt med at samle og synliggøre alle de steder i København, hvor man kan overnatte, spise, afholde møder, shoppe, opleve eller køre bil med grøn samvittighed. Hvorfor? Fordi man vurderer, at interessen for bæredygtighed er stigende, og fordi Københavns grønne steder kommer meget bedre frem i lyset, når de præsenteres i samlet flok.

 

Ifølge pressechefen for Guldsmeden, Kirsten Aggersborg, er det dog stadig vigtigere for hotellets ejere end for gæsterne, at man kan bo og spise grønt under et konferenceophold:
-Vi gør det, fordi det er vigtigt for os selv! siger hun. -Men det glæder os, at vores kursusgæster rent faktisk værdsætter, hvad vi gør. Og vi kan jo se, at de føler sig meget mere oplagte, når vi serverer sund og god mad for dem.

 

København har et forspring

Hos VisitDenmark og Wonderful Copenhagen ser man lyset. De to organisationer har for nylig i fællesskab gennemført en pressetur for udenlandske journalister fra mødemagasiner, som ville opleve, hvordan København skiller sig ud fra andre storbyer ved at være grøn over et meget bredt felt.

 

-Faktisk har vi været bæredygtige, længe inden vi vidste det selv. Det er en del af vores kultur og mentalitet, og det har givet os et forspring, siger senior kommunikationskonsulent Ulrika Mårtensson fra Wonderful Copenhagen. Hun fortæller, hvordan de udenlandske journalister imponeres over, hvor omfattende den bæredygtige tankegang kommer til udtryk. Og nok så væsentligt, at den er til rådighed uanset prisniveauet.

 

- Vi har en helhed - en pakke - i København, og det er uanset, om du afholder mindre møder eller de helt store, internationale konferencer. Journalisterne på vores seneste pressetur var imponerede over, at man kunne få 100 procent økologisk mad, både hos restaurant Geranium med fine dining og verdens bedste kok - og lige så bæredygtig mad hos et prisbilligt folkekøkken som BioMio.

 

Ulrika Mårtensson vurderer, at grøn by ikke nødvendigvis er ”reason to go” for en udenlandsk mødeplanlægger, men bæredygtigheden er med til at skabe et bestemt billede og en bestemt stemning af byen, siger hun. -Du tager jo heller ikke til Venedig kun for at sejle i gondol, men det er en vigtig del af byens image.

 

Over 100 grønne adresser
Go Green Copenhagen har foreløbig samlet over 100 steder i København, som har miljø og klima på dagsordenen. Alt er synligt og overskueligt markeret på et bykort, trykt på blødt, langtidsholdbart stenpapir, som tåler både rusk og regn uden at gå i opløsning.

 

-De store virksomheder har resurser til at markedsføre deres profil, mens det er sværere at trænge igennem for de små og mellemstore, siger partner i Go Green Copenhagen, Pia Rathsach. -Hvor mange ved for eksempel, at ”Mellemrummet” på Nørrebro har minimum 60% økologiske produkter og samtidig arbejder med  social ansvarlighed? Og hvem er klar over, at byens efterhånden mange grønne frisørsaloner er både kemikalie- og giftfri? Vores kort viser, hvor de alle sammen findes.

 

Henviser til hinanden

Når hotellerne i Guldsmeden skal henvise til et godt, grønt frokoststed, nævner de netop en af de restauranter, som er listet i bykortet.

 

-Vi henviser bl.a. til BioMio i Kødbyen. Den har et meget gennemført grønt koncept, siger Kirsten Aggersborg. BioMio er sammen med ni andre restauranter med på Go Green kortet.

 

Kortet certificerer ikke selv virksomhederne, men læner sig op ad den højeste fællesnævner inden for de forskellige fokusområder. Skal en restaurant fremhæves på økologi, kræver det sølv eller guld mærke fra Økologisk Landsforening, mens en butik som minimum skal forhandle 60 % økologiske produkter. Det er med andre ord ikke nok at have en enkelt, grøn linje.

 

www.gogreencopenhagen.dk

www.hotelguldsmeden.dk

www.meetincopenhagen.dk

 


Artiklen blev bragt i MØDERPLUS+ NR 06 / november 2011

Gratis nyhedsmail

Modtager du Kursuslex Nyhedsmail?

Følg med i hvad der sker i mødebranchen og få GRATIS korte "her og nu" nyheder og invitationer til relevante arrangementer m.v. sendt som email ugentligt. Kursuslex Nyhedsmail udkommer ikke i jule-, påske-, efterårs- og sommerferien.
 

Tilmeld dig


?