23.11.2018Møde & Event News

340 møder på MødeMekka

Se billederne fra Kursuslex' sidste MødeMekka, hvor udstillerne nåede næsten 10 møder i gennemsnit. Og så var der foredrag om blomsternes betydning.

Det foregik på det nye Hotel Scandic Kødbyen. 99 mødeplanlæggere afholdt møder med både de kendte, de nye og de særligt relevante lige nu. Hvert 10. minut skiftede deltagerne borde i de timer, speedmøderne varede. Det nye mødested HUONE var en af de udstillere, som kunne have fået langt flere møder, end der var tid til.

Helt særlig stemning

Som en del af arrangementet blev både mødeplanlæggere og mødestedernes repræsentanter vist rundt på det nye og meget stemningsfulde Scandic Kødbyen, som på alle måder er inspireret af sin fortid og dermed også fremstår som sit helt eget sted. Der er naturligvis velhængt kød i montrerne i restauranten, og mindre selvfølgeligt er tæpperne designet, så de ligner marmoreringen på rødt oksekød. På toiletterne er gulvene inspireret af salami pølse. Hotellet har et hyggeligt lys overalt, kaffestationer med ekstremt god kaffe, små detaljer fra fortiden i møderummene, som er møbleret med bløde - virkelig bløde - stole.

Blomster byder velkommen

Dagens "tag imod og lær" indslag stod blomsterleverandør fra Bering House of Flowers, Bjarne Als for. Han viste, hvordan man lynhurtigt binder en buket, og han viste, hvordan man kan lave en gigantisk blomsteropsats, som kan tiltrække sig opmærksomhed i selv en stor hotelfoyer. "Det er vigtigt, at man føler sig velkommen, når man kommer til et arrangement. Blomster er med til, at man sender dette signal," sagde han. "Det modsatte er også tilfældet: En kedelig buket i råddent blomstervand trækker stemningen og seriøsiteten ned."

Næste MødeMekka igen i et helt nyt hotel

Næste MødeMekka finder sted den 24. januar. Det sker i det nyåbnede Hotel Ottilia Carlsbergbyen.

Se billeder fra dagen

Få besked, når der er åbent for tilmelding til MødeMekka 24. januar.


?