06.12.2016Møde & Event News

Brøchner Hotels åbner nyt luksushotel

Dansk hotelkæde åbner et nyt boutiquehotel med 156 værelser som det første hotel i Carlsberg Byen.

Hotelkæde Brøchner Hotels åbner et nyt boutiquehotel i international klasse i Københavns nye bykvarter, Carlsberg Byen i 2019. Det nye hotel bliver bykvarters første. Hotellet får adresse i to af Københavns flotteste industribygninger, Maltmagasinet og den historiske og fredede Lagerkælder 3 med de ikoniske guldskiver på facaden, der alle bevares, når bygningerne nu nøjsomt forvandles til et luksushotel med 156 værelser.

Det nye hotel får navnet Hotel Ottilia opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone og bliver kædens hidtil største boutiquehotel. Hotellet får bl.a. to barer, en restaurant med tagterrasse, der byder på en spektakulær udsigt udover København og faciliteter til 200 møde- og konferencegæster.

”Vi driver anderledes hoteller med omtanke, hvor den unikke oplevelse er i centrum, og i vores øjne er Carlsberg Byen et af de mest unikke områder i København. Vi tror på, at det på sigt vil udvikle sig til at blive et selvstændigt bykvarter, der fremover vil trække endnu flere besøgende til, og vi ser frem til at være en del af den udvikling,” siger Karim Nielsen, Adm. Direktør for Brøchner Hotels. Han ser desuden de historiske rammer som en stor fordel for hotellet.

”Vi er meget bevidste om, at vi bliver en del af et stykke dansk industrihistorie, når vi rykker ind i Carlsberg Byen, og det har vi tænkt at bruge aktivt. Derfor er det vores plan at trække bygningernes historie ind i udformningen af hotellet, så kornsiloer, maltlagre og maskiner indgår i indretningen og bliver en del af fortællingen om hotellet”.

Brøchner Hotels driver i dag i alt 4 boutique hoteller i København med sammenlagt 367 værelser fordelt på Hotel SP34, Hotel Astoria, Hotel Danmark og Avenue Hotel Copenhagen. Desuden åbner kæden et femstjernet hotel på Bremerholm i København i 2018

Læs mere om Brøchner Hotels

Læs mere om SP34


?