12.04.2021Møde & Event News

Coronahensyn gav mindre madspild

Scandic har med nyt morgenmadskoncept halveret madspildet pr. gæst.

Coronapandemien har budt på den ene dårlige nyhed efter den anden for hotelbranchen. Pandemien har også tvunget branchen til at tænke anderledes på mange områder, og hos Scandic har det ført til en uventet succeshistorie. Hotelkæden har nemlig halveret det totale madspild pr. gæst.

Coronapandemiens krav til afstand og hygiejne gjorde det nødvendigt for Scandic at gentænke hotelkædens morgenmadsbuffet, hvilket medførte, at Scandic gik over til at servere morgenmad i små portionsanretninger i glas, som gæsterne selv kan mixe, som de har lyst til.

En uventet sidegevinst ved det nye koncept for morgenmaden er, at hotelkædens totale madspild er faldet med 50 procent pr. gæst i forhold til før portionsanretningerne. Flere af Scandics hoteller melder ligefrem, at de nærmest ikke har noget madspild mere. Det fortæller hotelkæden i det opslag på Facebook.

Positive tilbagemeldinger
”Vores gæster har været helt fantastiske til at hjælpe med at sænke madspildet. Flere har for eksempel på eget initiativ taget rester med sig videre, og spist dem til frokost,” skriver Scandic, som gennem flere år har haft fokus på madspild.

”Hvad der er endnu bedre, så har gæsterne givet virkelig positive tilbagemeldinger, og kommenteret at de nye morgenmadsanretningerne har været både indbydende og velsmagende. Vi har stadig mætte og glade gæster, nu smider vi bare halvt så meget mad ud,” lyder det fra hotelkæden.

Hoteller genåbnes
Scandic genåbner i øvrigt i denne tid en række af kædens hoteller, som har været lukket på grund af pandemien.

Fem hoteller Scandic Front, Scandic Jacob Gade, Scandic Bygholm Park, Scandic Silkeborg og Scandic Aalborg Øst genåbnede i sidste uge, og den 19. april genåbner Scandic The Mayor, Scandic Webers, Scandic Palace Hotel, Scandic Falkoner, Scandic Sluseholmen og Scandic Eremitage.

Dermed er alle Scandics 27 danske hoteller åbne for overnatning, møder, konferencer og arrangementer fra 19. april.


?