17.05.2021Møde & Event News

Danmark i top med corona-ansvarlighed

Turister vurderer Danmarks ansvarlighed højt blandt nordeuropæiske destinationer.

Danmark ligger nummer to blandt otte udvalgte nordeuropæiske lande, når det gælder turisternes opfattelse af ansvarlighed i forhold til corona. Kun Norge ligger foran Danmark.

Det viser en ny analyse, som VisitDenmark har udarbejdet i samarbejde med Epinion. Analysen er den del af den årlige Image- og Potentialeanalyse, og der er gennemført 5.384 interview med borgere i Tyskland, Holland, Norge og Sverige.

”Siden coronakrisen brød ud har det været en prioritet for regeringen at sikre danskerne tryghed. Derfor er jeg også glad for, at omverdenen anerkender den danske corona-håndtering. Tryghed og tillid er vigtige parametre under en sundhedskrise, og det vil det også være for de mange turister, som igen skal krydse grænserne,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

”Det er meget glædeligt, at turisternes opfattelse af den danske corona-håndtering er i top. Det giver et rigtig godt udgangspunkt for vores internationale markedsføring i denne svære tid, hvor konkurrence om turisterne skærpes yderligere, når grænserne åbnes igen,” siger administrerende direktør Jan Olsen, VisitDenmark.

I undersøgelsen er der spurgt ind til turisternes opfattelse af corona-ansvarlighed i otte udvalgte nordeuropæiske lande - Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Storbritannien og Irland. 


?