25.05.2021Møde & Event News

Danmarks mest klimavenlige mødesteder skal findes

DBTA, momondo og klimascore.com bag ny klimapris baseret på CO2-fakta.

En nyt standardparameter for hotel- og konferencebranchen med navnet Klimascore hjælper virksomhedsindkøbere og mødebookere med at vælge klimavenlige hoteller og konferencesteder baseret på CO2-fakta.

Klimascore er udviklet med input fra DTU og Concito og giver alle danske hoteller mulighed for at komme med på landkortet over de mest klimavenlige hoteller.

”Klimascore er opgjort på CO2-fakta fra hotellerne selv. Det er fakta, der giver virksomhederne og den rejsende tryghed til at træffe deres klimavalg på et sagligt grundlag. Samtidig gør Klimascore det muligt for virksomhederne at hjemtage store CO2-besparelser til deres egne CO2-regnskaber,” siger René Jacobsen, CEO i klimascore.com, som står bag den nye standard.

Danish Business Travel Association (DBTA) og momondo støtter op om Klimascore og er gået sammen med klimascore.com om en ny klimapris, momondo Climate Award 2021, som hylder Danmarks mest bæredygtige hoteller og konferencesteder og sætter fokus på den grønne genrejsning af en hårdt ramt branche.

En stor hjælp til virksomheder
Momondo Climate Award 2021, er baseret på Klimascore som datagrundlag og gives til de hoteller eller konferencecentre, der har den lavest dokumenterede CO2-udledning per gæst i Danmark og i alle danske regioner.

”Som erhvervsvirksomhed kan det være ekstremt svært at navigere i udbuddet af bæredygtige hoteller og eventfaciliteter. Her kan Klimascore og momondo Climate Award være en rigtig stor hjælp,” siger Anne Mette Berg, General Manager i DBTA.

Hoteller og konferencecentre har mulighed for at deltage i Momondo Climate Award 2021 frem til 8. juni ved at udfylde en dataskabelon med oplysninger om hotellet, herunder dokumentation i form af fx elregninger, antal gæster, vandforbrug og grønne certifikater.

Dernæst beregnes hvert hotels klimascore, som danner datagrundlag for dommerpanelets kåring. Priserne uddeles 1. juli, hvor de 10 mest klimavenlige hoteller nationalt og regionalt kåres. I dommerpanelet sidder fagfolk fra DBTA, Novo Nordisk, momondo, American Express, Radisson, Comwell og Small Danish hotels, samt klimaspecialister fra Concito, DTU og klimascore.com.  

Se mere om konkurrencen her


?