10.10.2021Møde & Event News

Danske Destinationer skal have ny formand

Pernille Kofod Lydolph er konstitueret formand i brancheorganisationen Danske Destinationer.
 
Bestyrelsen i Danske Destinationer har udpeget Pernille Kofod Lydolph, direktør for Destination Bornholm og hidtidig næstformand i Danske Destinationer, som konstitueret formand.

Det sker efter, at Jens Müller har trukket sig fra formandsposten i brancheorganisationen i forbindelse med et kommende jobskifte.

Jens Müller har de seneste fire år været direktør for Destination Sjælland og i næsten tre år formand for Danske Destinationer. Fra 1. januar 2022 skal han stå i spidsen for Danhostel i Roskilde, hvor han tidligere har været turistchef og direktør for Roskilde Erhvervsforum. Det skriver sn.dk.

Jens Müller ejer 70 procent af det nye driftsselskab Roskilde Danhostel Aps., og som medejer med de resterende 30 procent har han fået Joy Mogensen, der indtil for nyligt var kulturminister og er tidligere borgmester i Roskilde. De to har i en årrække været kærester og i dag gode venner. Joy Mogensen skal ikke have en aktiv rolle i den daglige drift af vandrerhjemmet, oplyser Jens Müller til B.T.

Den konstituerede formand i Danske Destinationer, Pernille Kofod Lydolph, skal varetage formandsposten frem mod en ekstraordinær generalforsamling i den nærmeste fremtid, hvor der skal vælges en ny formand.

Bestyrelsessuppleant Jimmi Stæhr-Petersen, direktør for Destination Himmerland, træder samtidig ind i bestyrelsen for brancheforeningen.

Se mere om Danske Destinationer
 


?