02.11.2020Møde & Event News

Danskerne synes, at Danmark er dejligt

Ny undersøgelse fra Epinion viser, at vi er begyndt at sætte større pris på vores eget land.

2 ud af 3 danskere holdt sommerferie i Danmark i år. Det er mere end 3 gange så mange som sidste år. En stor del af dem er danskere, der normalt stikker af til udlandet, men som i år valgte at holde sommerferie i Danmark som følge af corona-pandemien. Og oplevelsen var positiv.

Hele 36% af respondenterne i en ny undersøgelse har nemlig fået et mere positivt syn på Danmark som ferieland. 9 ud af 10 svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med deres sommerferie i Danmark.

Det er nogle af hovedkonklusionerne i en undersøgelse blandt 3.000 danskere, som analysevirksomheden Epinion har udarbejdet for VisitDenmark, Danske Destinationer og Dansk Kyst- og Naturturisme.

Plads til forbedringer 
Samtidig med, at mange danskere har måtte ændre deres ferieplaner, har også destinationer og virksomheder måtte tilpasse sig en ny virkelighed med håndtering af corona-retningslinjer og ændrede forventninger fra gæsterne. Undersøgelsen viser, at destinationerne generelt har håndteret situationen godt. Dog er der særligt ét område, hvor der er plads til forbedringer. Omkring 10 procent svarer nemlig, at de var utilfredse med mængden af turister, og at det ikke var muligt at holde afstand. ”Undersøgelsen viser, at danskerne generelt føler sig trygge ved den måde, turismeaktørerne har håndteret corona-situationen på, og det er meget positivt, at destinationer og virksomheder har formået at løfte opgaven. Men der ligger stadig en opgave i at håndtere større mængder af gæster, så det er muligt holde afstand og føle sig tryg. Det er nogle af de nye behov og forventninger, som vi vil arbejde på at imødekomme sammen med turismeaktørerne,” siger Sisse Wildt, kommunikationschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.

Udlandet trækker 
Undersøgelsen peger på endnu en udfordring. En stor del af respondenterne, 55%, forventer at rejse til udlandet i 2021, hvis corona-krisen er ovre. ”Det er klart en udfordring, hvis en stor del af danskerne til næste sommer vælger Danmark fra og i stedet tager til udlandet. Derfor vil vi sammen med de danske destinationer, og med de ekstra eksportfremmemidler fra regeringen, også i 2021 markedsføre Danmark, for at få så mange danskere som muligt til at vælge at holde ferie i Danmark,” siger Janne Grønkjær Henriksen, der er marketingdirektør i VisitDenmark. 

Hent Epinions undersøgelse her


?