19.05.2020Møde & Event News

Det ser lovende ud!

Vores Gå-biks var vildt besøgt, lyder det fra en optimistisk indehaver af et smukt beliggende mødested, som nu så småt lukker op.

Indehaveren af Gl. Brydegaard i Haarby på Fyn Connie Østergaard lyder glad i telefonen. Nu åbner restauranten, og selv under krisen har der været gang i den i form af en stor succes med at sælge to-go mad fra haven til alle de mange fynboer, der ikke havde meget andet at lave en at gå ture i den smukke natur. Siden påske har Gl. Brydegaard solgt for 240.000 kroner indtil i søndags. Når der samtidig har været betydeligt lavere lønudgifter, går det endda. Hotellet har afholdt mindre møder med grupper under 10 personer.

Fyrede alle medarbejdere

"Den lå lige til højrebenet," siger Connie Østergaard. "Vores Gå-biks var vildt besøgt, kan jeg godt sige dig! Folk kunne komme ind i haven og købe, men de måtte ikke blive. I dag (mandag, red.) åbner vi restauranten op med gæster ved hvert andet bord. Vi har jo også en kæmpe terrasse med plads til 70 mennesker. Det ser faktisk lovende ud," siger en positiv og optimistisk indehaver, som har mødt stor forståelse fra aflyste gæster og vandringsfolk midt i alle udfordringerne - for det har bestemt også været svært på Gl. Brydegaard, lader hun forstå. "Men jeg valgte at fyre alle medarbejdere i stedet for at tage imod lønkompensation. Og det stiller mig meget friere nu,"

Hårdt at diskutere afbestillingsregler

Noget af det svære har blandt andet være diskussioner i forhold til afbestillingsreglerne. Men folk er generelt virkelig forstående, har Connie Østergaard erfaret. "Det har ikke været rart. Men jeg har kun fået 2 uvenner i hele puljen," siger hun. "Resten har enten accepteret vilkårene eller udsat deres arrangementer. Også her har fleksibiliteten været stor. Gæsterne har gerne flyttet fra en lørdag til en fredag, hvis det klappede bedre for hotellet." Men flyttede arrangementer afholdes i sagens natur i efteråret, hvor der kunne have været andre bookinger. Forårets og sommerens tab kommer aldrig tilbage.

Fornuften rækker langt

"Vi har sagt til vores gæster, at vi arbejder med en fast menu på tværs af selskaberne for at gøre det nemmere. Samtidig med at vi holder kravene til kvaliteten. Folk har fuld forståelse og er generelt meget positive," siger Connie Østergaard. Hun har ikke de store problemer i at følge og forstå reglerne. "Jeg gør det fornuftige. Folk skal være trygge," siger hun. "For eksempel skal vi jo ikke selv rende rundt inde i restauranten, mens gæsterne er der." Alt i alt er hotelejeren lettet og positiv. "Sådan har jeg det lige nu. Men jeg ved naturligvis ikke, hvad jeg siger om 14 dage," tilføjer hun,

Se mere om Gl. Brydegaard


?