27.09.2019Møde & Event News

Det skal smages

70 flasker blev det til, efter "angelshare" er fordampet. Hotel Koldingfjord og Trolden Bryghus har skabt et nyt whiskybrand til hotellets gæster og whiskyelskere.

Det var en glædelig dag for direktør Peder J. Madsen, Hotel Koldingfjord og restaurantchef Lars Engstrøm Jensen. I forrige uge kunne den længe ventede dag for tapning af de første flasker Koldingfjord Whisky nemlig gå i gang. Den gyldne drik har ligget på fad på Trolden Bryghus i 7 ½ år. Nu er den kommet på flasker og klar til at blive serveret for nysgerrige gæster. Resultatet er en mild, blød, honningfarvet whisky, der nu skal gemmes godt i vinkælderen, værnes om og ikke mindst bruges til specielle lejligheder for whiskyelskere, der bl.a. besøger Hotel Koldingfjord.

Englene skal også smage

I 2012 blev 700 liter byg øl kogt ind til 60 liter 63% rå sprit over 3 døgn og blev hældt på 2 solide egetræsfade med smag fra majs Bourbon fra de amerikanske fade. Med lige dele tålmodighed og kærlighed fra Trolden Bryghus og også en vis portion Angelshare, som er fordampningen gennem whiskyfadene, er det nu blevet til Hotel Koldingfjords eget brand i form af 70 flasker whisky.

Hotel Koldingfjords whisky er faktisk den ældste private label whisky, der er produceret og tappet på Trolden Bryghus siden opstarten som bryghus i 2005. I 2011 blev Troldens egen whisky lagt på fad og Hotel Koldingfjord var lige i halen på denne for at være med som nogle af de første til at støtte op om det lille lokale bryghus. For både direktøren og restaurantchefen var det ligesom juleaften selv at få lov at hælde de ædle dråber på flaske, proppe og plombere efter kunstens regler.

Se mere om Hotel Koldingfjord

Se mere om Trolden Bryghus


?