08.10.2018Møde & Event News

Det summede af liv på tværs af sundet

"Har I noget ved vandet? Noget centralt? Et godt sted til julefrokosten?” Se fotos fra Meeting Live Øresund, som summede af møder og god stemning.

Den dag fungerede Øresundsbroen som ét stort sting, der syede danske og svenske mødesteder sammen. På blot én dag fik mødeplanlæggere fra begge sider af sundet mulighed for at fylde mødekalenderen godt op og besøge så mange spændende danske og svenske mødesteder som overhovedet muligt. Der var i alt 49 udstillere at vælge imellem. Langt de fleste mødeplanlæggere havde valgt at få kalenderen fuld under Meeting Live Øresund messen den 5. oktober.

Den svære kemi - eller mangel på samme

Efter et par timers speedmøder skiftede stemningen fra ivrig snak til koncentreret lytten, da skuespiller Thure Lindhardt gik på scenen. Thure tryllebandt både udstillere og mødeplanlæggere med sin viden om, hvad man kan gøre, når man skal arbejde tæt sammen med mennesker, som man i grunden ikke bryder sig om. Det er slutresultatet, der tæller, uanset om man laver møder eller film. Nogle gange må man ty til snedige tricks for at arbejde med sig selv og sin rummelighed. ”Næste gang, du står over for en person, som du absolut ikke kan lide, så forestil dig dette menneske som et barn og giv ham eller hende en sut,” lød et af Thure Lindhardts lidt mere morsomme, men utvivlsomt effektive råd.

Man kan fodre elgene

Nogle af de specielle møde- og eventsteder, der var repræsenteret på dagen, var bl.a. "Boulebar" fra Malmø eller "Sherlocked" som arbejder med Escape Rooms ligeledes i Malmø samt "Skånes Djurpark" i Höör. Her holder man møder side om side med de svenske dyr og kan bl.a. nyde at fodre en elg med æbler og gulerødder.

Meeting Live Øresund blev afholdt i Malmø på "Stadion", der som navnet antyder ligger klods op og ned ad et stort stadion. Meeting Live Øresund foregik i den store multisal, hvor både speedmøder, foredrag og spisning fandt sted med udsigt over stadion. Bag dette dansk/svenske arrangement stod Kursuslex i samarbejde med Compro Möten & Event.

Se fotos fra Meeting Live Øresund 5. oktober

Læs om kommende Kursuslex arrangementer


?