16.06.2021Møde & Event News

Endelig MødeMekka igen

Over 170 mødeplanlæggere og udstillere har de seneste to uger deltaget i MødeMekka.

”Effektiv, tidsbesparende måde at få ny inspiration og nyt netværk på.”

”Mødemekka er simpelthen altid et besøg værd og jeg ser frem til hvert arrangement.”

”Det var virkelig dejligt med så mange nye ansigter - og ikke mindst at mødes fysisk.”

Sådan lyder udtalelserne fra nogle af deltagerne på de to MødeMekka-arrangementer, som Kursuslex netop har afholdt i København.

MødeMekka giver mødeplanlæggere mulighed for at holde speedmøder med hoteller, konferencecentre og andre udstillere, som er relevante for deres arrangementer.

Det seneste MødeMekka blev afholdt tirsdag i denne uge på Hotel d´Angleterre på Kongens Nytorv. Her kunne de over 100 deltagere - udover at mødes og netværke - opleve den kendte rapmusiker Pede B og psykologen Mads Korsgaard i et unikt samarbejde om kreativitet.

"...men så kom Preben"

For to uger foregik årets første MødeMekka på Comwell Copenhagen Portside, hvor sociolog Rikke Østergaard indledte arrangementet med et veloplagt foredrag på baggrund af bogen “Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben...”.

Der var godt booket op med speedmøder på begge arrangementer, hvor over en tredjedel af gæsterne var førstegangsdeltagere på et MødeMekka. Mange deltagere gav udtryk for, at det var fantastisk endelig at kunne mødes fysisk igen og få ny inspiration og nye kontakter.

”Vi er stolte over at være de første i møde- og eventbranchen, der åbner for arrangementer for mødeplanlæggere efter en lang nedlukning. Virksomhederne længes efter at mødes fysisk igen, og branchen har hårdt brug for genstarten. Det er vi glade for at kunne bidrage til,” siger Olina Jægergaard, direktør i Kursuslex.

Flere arrangementer på vej

Kursuslex planlægger endnu en række MødeMekka-arrangementer i efteråret. Det første finder sted den 9. september i Best Western Torvehallerne i Vejle, og senere følger to arrangementer i København - den 27. oktober og den 7. december.

MødeMekka afholdes efter myndighederne krav og anbefalinger om sundhed.

Se mere om MødeMekka

 


?