03.09.2018Møde & Event News

Er dette her mon vinderen?

Hvorfor ikke gøre en dyd ud af folkeligheden? Sinatur viser et bud på en vinder hotdog, når der er DM i Hotdog den 9. september.

En hotter, indianer i kano med hele krigsmalingen eller en charter-brite med badevinger. Vi danskere elsker pølse i brød, og søndag 9. september skal Danmarks bedste hotdog findes, når kokke, pølsemænd og slagtere tørner sammen til DM i Hotdog under Food Festival i Aarhus.

For Sinatur deltager køkkenchef på Haraldskær Mikael Læborg Madsen. Han håber at kunne imponere madentusiasternes smagsløg med sin gourmetfortolkning af den klassiske hotdog og samtidig være med til at samle et 6-cifret beløb ind til velgørenhedsorganisationen CARE Danmark og projektet ”Hjælp til selvhjælp”, der giver nogle af verdens fattigste mennesker mad på bordet.

Kombineres med CSR strategi

"Projektet ”Hjælp til selvhjælp” handler ikke bare om at give nogle af verdens fattigste mad på bordet i dag, men langt ud i fremtiden. Projektet sigter mod en bæredygtig løsning, og netop bæredygtighed ligger sammen med natur og gastronomi vores hjerter nært på Sinatur," siger Mikael Læborg Madsen.

Sinaturs kærlighed til gastronomi, natur og bæredygtighed smelter sammen til DM i Hotdog, for råvarerne til køkkenchefs Mikael Læborg Madsens fortolkning af årets mest velsmagende gourmethotdog er fundet i naturen og hos lokale, danske producenter, der ligger tæt på Sinaturs 6 unikke konferencehoteller. Hvor folk flest vælger sennep, ketchup, remoulade, ristede løg og agurkesalat, har Mikael Læborg Madsen i samarbejde med kokketeamet skabt en helt ny fortolkning.

Husk farveskalaen

"Brødet til vores hotdog er et sundt grovbrød med gryn på. Urter og blomster er plukket i skoven og ved strandkanten og med til at give kant, smag og farve, mens løgene er syltet sødere i lokale hindbær fra Thyregod. Vores hotdog er toppet med forårsløg og tørret grisehud, der giver en sprød og lækker flæskestegsmag, som vi håber falder i både gæsternes og dommeres smag," siger Mikael Læborg Madsen.

Priser til DM i Hotdog lyder:  1. Årets Hotdog: Den mest velsmagende 2. Hotdog Konge: Den bedst sælgende 3. Den innovative hotdog: Den mest kreative. De forskellige hotdogs vurderes af et dommerpanel bestående af kokke, madanmeldere og bloggere. Overskuddet fra salget af hotdogs på dagen går ubeskåret til velgørenhedsorganisationen CARE Danmark.

Se mere om Sinatur Hotel Haraldskær

Se mere om DM i Hotdog


?