15.03.2021Møde & Event News

Find den positive energi

Kom bedre gennem coronatiden ved at fokusere på det, du kan gøre noget ved.

Coronatiden er ikke nem, hvis man er ansat i hotel-, rejse- eller restaurationsbranchen. Eller inden for en af de mange andre fagområder, hvor arbejdsbetingelserne har ændret sig drastisk det seneste år, og hverdagen har været præget af uforudsigelighed, besparelser og utryghed.

Men man behøver ikke blive slået ud af krisen, og man kan selv vælge at fokusere på det, man kan gøre noget ved.

”Særligt i kriser er det meget væsentligt ikke udelukkende at fokusere på det, som du ikke kan gøre noget ved. Og i stedet have et meget vågent øje på det, som du rent faktisk kan gøre noget ved i situationen – det, du kan kontrollere.”

Sådan lyder opfordringen fra journalist og tv-vært Mikael Kamber, som er forfatter til fire håndbøger om positiv psykologi, hvor han særligt er optaget af arbejdslivet.

Vær glad med vilje
”Når vi er i krise, eller står over for en trussel, mærker vi ”nej”-følelserne. Jo slemmere situationen er, desto heftigere er den følelsesmæssige reaktion. Og de negative følelser har det med at overtrumfe de positive, når vi står over for noget ukendt. Det er hjernens signalstoffer, stresshormonerne, der sætter gang i den proces,” siger Mikael Kamber.

”Men, hvis vi bevidst arbejder med at bekæmpe vores frygt, sker der interessante processer i hjernen, som fremmer vores evne til at tænke kreativt og knække sværere problemstillinger. Vi er simpelt hen i stand til at tænke bredere og være mere åbne for nye muligheder, når vi er glade,” forklarer han.

Så der er al mulig grund til at tage skeen i egen hånd og planlægge ’at være glad med vilje’, som Mikael Kamber udtrykker det.

”Fokuser ikke krampagtigt på alt det, vi ikke kan gøre noget ved. Find sprækkerne. Uanset, hvor små de er. Vi kan ikke kontrollere en virus eller hvilke restriktioner, der kommer fra myndighederne. Men vi kan skærpe fokus på det, vi kan gøre noget ved,” siger Mikael Kamber.

Dette er en forkortet og bearbejdet udgave af artikel, som tidligere har været bragt i Møde- & Eventmagasinet nr. 4, 2020. Møde- & Eventmagasinet

Læs mere i  Møde & Eventmagasinet


?