17.06.2019Møde & Event News

Første danske hotelkæde får sølv i økologi

Sinatur Hotel & Konference var den første hotelkæde i Danmark, der fik bronzemærket. Nu har kædens 6 hotel- og konferencesteder fået sølvmærket.

Alle hoteller i Sinatur kæden har nu Det Økologiske Spisemærke i sølv. Men ifølge Sinatur er økologi dog ikke altid den bedste løsning. Ambitionerne er høje hos Sinatur Hotel & Konference, der for nylig lancerede en helt ny strategi og en række meget ambitiøse 2030-mål om blandt andet at være CO2-positive og 100 % affaldsfrie. Målet er at drive hoteller med naturen som pejlemærke. Og en del af arbejdet handler om mere bæredygtighed i køkkenet.

De nære råvarer kan prioriteres over de udenlandske økologiske

Selv om Det Økologiske Spisemærke i sølv nu kommer til at pryde de 6 Sinatur-hoteller, vil hoteldirektørerne og deres køkkenchefer ikke udelukkende satse på økologi. Lokale råvarer i sæson vil fortsat spille en vigtig rolle på menuen. ”Vi elsker økologi, og der er ingen tvivl om, at økologi er godt, vigtigt og velsmagende. Men vi satser ikke på økologi for enhver pris,” siger Kari Brandsgård. ”Det giver eksempelvis ingen mening at servere økologiske kartofler fra Spanien, hvis nabogården producerer en bæredygtigt frembragt sort, som kan leveres på en trillebør. Det giver heller ingen mening at tilbyde udenlandske økobananer og økoappelsiner, når vi kan bruge frisk dansk frugt og danske bær fra vores lokalområder.”

Håber det bliver nemmere fremover

Hoteldirektøren mener, at det for små lokale producenter kan være for besværligt og dyrt at blive økocertificeret. ”Vores drøm er, at det bliver langt mindre tidskrævende for vores små producenter og leverandører at blive økocertificeret. Det er ikke tilfældet i dag. Bliver certificeringen mindre bøvlet uden at gå på kompromis med de nødvendige krav, så kan det sagtens tænkes, at vi også vil gå efter guldmærket,” siger Kari Brandsgård.

Hvad er Det Økologiske Spisemærke?

Det Økologiske Spisemærke, der er en statslig certificering og mærkningsordning for spisesteder i Danmark, uddeles og kontrolleres af Fødevarestyrelsen. Mærket viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer, der er økologiske, og findes i 3 varianter: Bronze (30-60%), sølv (60-90%) og guld (90-100%).

Se mere om Sinatur Hotel & Konference


?