11.04.2019Møde & Event News

Genåbnet hotel i helt ny forklædning

Hotellet åbnede 12. april under navnet "Langhoff & Juul, Boutique Hotel & Restaurant. Indretningen er designet af Utzon Interior.

Hotel Ebeltoft Strand har skiftet ejere, og med sig har de noget af en vision: At gøre hotellet til Danmarks hyggeligste. Det er mændene bag den århusianske restaurant Langhoff & Juul, der har overtaget hotellet på Djursland, og det nye navn er Langhoff & Juul, Boutique Hotel & Restaurant. De 3 indehavere Jonas Langhoff, Carsten Lundberg og Søren Stensdal har siden årsskiftet knoklet for at gøre hotellet klart til at modtage gæster og til at udstråle den særlige hygge, som de vil videreføre fra deres restaurant i Guldsmedgade.

Overfører succesfuldt restaurantkoncept

"Med Boutique-hotellet har vi nu fået muligheden for at udvide Langhoff & Juul-oplevelsen, så man ikke alene får en skøn madoplevelse, men også en helt unik hoteloplevelse, skriver Jonas Langhoff i en pressemeddelelse. Langhoff & Juul er kendt for deres restaurant i Guldsmedgade i Aarhus, og stemningen derfra har de tænkt sig at videreføre i Ebeltoft.

Utzon Interior står bag designet

I indretningen af hotellet har indehaverne allieret sig med århusianske Utzon Interior, der også får deres egen butik på hotellet. "Samarbejdet har gjort det muligt for os at udfolde vores vision om at lave et hotel, hvor rammerne indbyder til uformel og afslappende stemning, hvor vores gæster kan hygge sig i godt selskab med hinanden," siger Jonas Langhoff. Kilde: Aarhus Stifttidende.

Se mere/kontakt Langhoff & Julle Boutique Hotel & Restaurant


?