20.09.2021Møde & Event News

Her er Scandics nye talenter

Fire danske Scandic-medarbejdere har gennemført talentprogram.

Hvert år ansøger over 100 Scandic-ansatte om at blive optaget i hotelkædens talentprogram Talent@Scandic. Kun en håndfuld udvælges til en uddannelse i ledelse, kommerciel- og operativ udvikling, samt projektledelse og finansiering, der skal klæde dem på til at blive fremtidige ledere i virksomheden. De udvalgte 30 talenter besidder i øjeblikket forskellige stillinger på Scandics 270 hoteller og supportkontorer i Norden, Tyskland og Polen.

”Inden talentprogrammets start målsætter koncernledelsen fokusområder, der stemmer overens med virksomhedens overordnede strategi. Dette års talenter har gjort en imponerende indsats og fordybet sig i områder som digitalisering, kommerciel optimering og HR, områder som er blevet endnu vigtigere som følge af pandemien,” siger Jens Mathiesen, præsident og adm. koncerndirektør i Scandic Hotels Group.

De fire danske talenter, som har fuldført programmet, er hoteldirektør på Scandic Aarhus Vest, Mette Mecklenburg von Undall, Front Office Manager på Scandic Copenhagen, Andreas Wreth samt Nicholine Treldal og Maria Louise Martinussen, der er ansat som henholdsvis hoteldirektør og Front Office & Conference Manager på Scandic Roskilde Park.

”Talentprogrammet har givet mig en stor indsigt i forretningen og har udvidet mit netværk med en masse dygtige kollegaer fra hele Norden, Tyskland og Polen. Vores møde med den øverste ledelse har gjort plads til nogle interessante snakke om Scandics fremtid, hvor vi har fået lov til at give vores besyv med, fordi vi jo kender den daglige drift på hotellerne,” fortæller Mette Mecklenburg von Undall.

2021 markerer 20-års jubilæet for Talent@Scandic, der har banet vejen for fremtidens ledere i Scandic gennem de sidste to årtier.


?