20.03.2018Møde & Event News

Historisk stort møde hos MESSE C

10.000 tillidsrepræsentanter fra 180 forskellige fagforeninger mødes den 22. marts til stormøde hos MESSE C i Fredericia, som dermed slår sin egen rekord.

Aldrig før har det mere end 100 år gamle messecenter lagt ramme til så mange mødedeltagere på én gang. Messecentret har på rekordtid fået logistikken på plads, ekstra medarbejdere er kaldt på arbejde, og alle sejl er sat for at løse den store opgave. Stormødet finder sted i tidsrummet 08.00-17.00 den 22. marts 2018.

Medarbejderstaben er fordoblet

"Med vores centrale beliggenhed i Danmark og vores mere end 33.000 m2 under samme tag er vi er naturligvis vant til at håndtere rigtig store arrangementer hos os. Men det kommende stormøde adskiller sig dog lidt fra vores vante rutiner. Normalt har vi rigtig god tid til at planlægge alle detaljer, men i dette tilfælde har vi sagt ja til arrangementet med ganske kort varsel, hvilket naturligt nok kræver ekstra fleksibilitet af både leverandører og medarbejdere. Vi har mere end fordoblet antallet af medarbejdere, som skal hjælpe med at håndtere opgaven, der er også bestilt ekstra udstyr i form af teknik og inventar," siger Grete Højgaard, adm. Direktør MESSE C

Natten tages i brug

"På grund af andre arrangementer, kan vi først starte opsætningen af teknik, borde mv. den 21. marts, og bordene dækker vi efter midnat. Så vi tager natten i brug for at blive helt klar mødets start kl. 08.00 den 22. marts. Allerede den efterfølgende morgen den 23. marts kl. 07.00 starter vi en stor bilmesse, som også lige skal gøres klar. Men jeg  kan allerede mærke, at alle afdelinger i huset summer af spænding, forventning og positiv energi. Vi glæder os meget til at være med til at danne de professionelle rammer og yde den bedst tænkelige service under det kommende stormøde," tilføjer Grete Højgaard, adm. Direktør MESSE C. Fotoet er fra et tidl. stormøde i MESSE C. Kilde: Pressemeddelelse.

Læs mere om MESSE C
 


?