09.11.2020Møde & Event News

Hjerternes fest er ikke aflyst

Tivoli i København indfører tidsbestilling, så julen stadig kan få englelyd.

Tivoli har 13. november premiere på et nyt bookingsystem, et koncept, som har været brugt i mange af de helt store forlystelsessteder i udlandet – også inden vi kendte til Covid-19. Eksempelvis har Disney Land haft succes med, at man kan bestille tid til forlystelserne, så gæsterne ikke skal spilde tid i lange køer.

I praksis fungerer det indtil videre ved, at man skal bestille tid til sit besøg på Tivolis hjemmeside, da funktionen endnu ikke er del af Tivoli-appen, hvor man til gengæld kan ’stille sig i kø’ til forlystelserne.

Årets juletema er ”Hjerternes Fest”, ud fra tanken om, at alle trænger til nærhed, smil og kærlige blikke oven på Covid-19. Når gæsterne træder ind ad hovedindgangen, bliver de mødt af røde, lysende hjerter, som ender ved Nimb med et 3,5 meter højt, glødende animeret hjerte.

”2020 har været et hårdt år for os alle. Vi ønsker vi at sende et hjerte til vores gæster og til hele København, og også til alle de medarbejdere i Tivoli, der imod alle odds får det hele til at klappe for vores gæster,” fortæller Susanne Mørch, Tivolis nyes administrerende direktør.

Fra 13. november til 3. januar 2021 vil der yderligere være vagter foran hovedindgangen, der skal sikre afstand mellem gæsterne, hvis der er optræk til kødannelser. Derfor opfordres man også til både at bestille tid og købe sin billet på nettet inden ankomsten til den 82.000 m2 store forlystelseshave.

Læs mere om Tivoli


?