12.12.2021Møde & Event News

Horesta: Kompensationer dækker ikke regningen

Brancheorganisation ønsker mere dækkende kompensationer til hoteller og restauranter.
 
Restauranter, hoteller, natklubber, barer og mange andre virksomheder får med de nye restriktioner frataget en meget stor del af deres omsætning i deres højsæson. Det rammer hele sektoren umådeligt hårdt, og kompensationerne til erhvervslivet dækker ikke hele virksomhedernes tab og regning ved de nye restriktioner. Det mener brancheorganisationen Horesta.

”En stor del af regningen for bekæmpelsen af corona lander endnu engang i skødet på vores erhverv. Vi skal igen påtage os et samfundsansvar med de nye voldsomme restriktioner, der rammer os hårdt. Vores erhverv kan nu få dækket en del af de faste omkostninger og udgifterne ved nedlukningen, men desværre står vi igen tilbage med store økonomiske tab som følge af restriktionerne,” siger Horestas politiske direktør, Kristian Nørgaard.

Positive elementer

Selvom turisme- og oplevelseserhvervet ikke friholdes for økonomiske konsekvenser af restriktionerne, glæder Kristian Nørgaard sig over, at flere af Horestas ønsker til kompensationsaftalen er gået igennem.

Udover at få sænket grænsen for kompensation fra 45 til 30 procents omsætningstab, gælder det en genoplivning af arrangørordningen, selvstændigordningen og en ny ordning for tab på letfordærvelige varer, der ikke kan sælges grundet aflyste arrangementer og julefrokoster.

18 måneders kamp

Kristian Nørgaard påpeger dog, at hotel-, restaurant- og turisterhvervet nu igennem 18 måneder har kæmpet med coronarestriktioner og nedlukninger.

”Vi har leveret det ene bidrag efter det andet i kampen mod corona. Taget den ene nedlukning efter den anden, og tilsvarende håndteret et hav af restriktioner. Nu må vi så oven i det hele se en kæmpe decemberomsætning forsvinde. Her havde vi håbet på at ville få en mere dækkende kompensation, så det ikke igen er de samme virksomheder, der må tage regningen,” siger Kristian Nørgaard.

 


?