09.12.2019Møde & Event News

Hotel giver udsatte børn julegaver

I hele december samler Clarion Hotel Copenhagen Airport julegaver ind til Eventyr Jul, der gør juletiden lidt lysere for børn i en vanskelig livssituation.

Igen i år samarbejder Clarion Hotel Copenhagen Airport med den frivilligt drevne organisation Eventyr Jul om at indsamle gaver til børn fra udsatte familier i hele december. Gaverne uddeles juleaften, hvor de har inviteret 250 børn og voksne fra København til en julefest med børnene i centrum.

Gæsterne donerer

“Vi er dybt taknemmelige for, at Clarion Hotel Copenhagen Airport igen vil være med til at støtte Eventyr Jul og de socialt udsatte børn, der deltager i vores arrangement den 24. december. Julegaver har en kæmpe betydning for børn, men ikke alle familier har råd til at give deres børn gaver. Derfor har det en uvurderlig betydning, at Clarion giver deres gæster mulighed for at hjælpe med at give børnene en eventyrlig jul,” siger Dorthe Bang Friberg, bestyrelsesformand i EventyrJul.

360.000 gaver

Siden 2012 har Nordic Choice Hotels hvert år indsamlet julegaver til børn, som befinder sig i en vanskelig livssituation, gennem initiativet 'Ensomt juletræ søger julegaver'. Naboer, gæster og ansatte kan lægge gaver under juletræer på samtlige af kædens hoteller i Norden. Hotellerne giver så gaverne videre til en lokal organisation eller forening, som bidrager til at gøre en forskel i juledagene for børn i lokalmiljøet. Engagementet og giverglæden har været stort helt fra starten, og i alt er der blevet indsamlet 360.000 julegaver.

Se mere om Clarion Hotel Copenhagen Airport


?