30.04.2019Møde & Event News

Hotel opgraderet for 100 mio kroner

Stort set alt er renoveret og nyindrettet på Hotel Skt. Annæ. Hotellet er nyåbnet i maj med bl.a. 20 nye værelser.

I 5 år har der været istandsættelser og udvidelser på Hotel Skt. Annæ ved Amalienborg. Den 1. maj kunne hotellet smide den sidste håndværker ud og nyde synet af den meget store forandring, som hotellet har gennemgået. ”Der er brugt et 3-cifret millionbeløb på at give hotellet nyt blod i årene,” siger direktør Sofie Robdrup til STANDBY.dk

Ikke kun de 145 værelser og suiter er opgraderet, det samme er interiøret. Alt fra værelserne til køkken, restaurant, bar, lobby og de andre fælles arealer er klædt i nyt og lækkert design. Der er tilføjet 20 nye værelser, en penthouse suite på 6. sal og 3 nye lejligheder i hotellets anden bygning på Sankt Annæ Plads 14.

Højere priser og nej til store grupper

På hverdage er hotellet meget brugt af forretningsrejsende. Hvor hotellet før accepterede grupper på op til 40-50 personer, er maksimum nu helst kun omkring 20 gæster. ”Priserne er også blevet hævet - som altid afhænig af udbud og efterspørgsel," siger Sofie Robdrup. Hotel Skt. Annæ optræder i den nordiske Guide Michelin i kategorien Comfortable. Kilde: StandBy

Se mere om Hotel Sankt Annæ


?