19.12.2018Møde & Event News

Hoteldirektør ansat på det nye Moxy

Core Hospitality har ansat svenske Camilla Jerre til at lede åbningen af det nye 226-værelses Moxy Copenhagen. "En rigtig hotelnørd," siger ledelsen.

Moxy er Marriotts livstilshotelkoncept, som åbner i marts 2019 i København. Som direktør på hotellet starter Camilla Jerre. Bevæbnet med 13 års erfaring i hotelbranchen har Camilla Jerre tidligere været del af 2 åbningsprojekter. Inden hun sluttede sig til Moxy Copenhagen, ledte hun holdet på Quality Hotel View som Receptionschef. Før da var Camilla receptionschef på AC Hotel Bella Sky,

Moxy fik sin debut i Milano i 2014, men blev faktisk udviklet med den skandinaviske livsstilskultur og funktionelle design for øje. Konceptet vil derfor passe godt ind i Skandinavien. Det nye hotel forventes at åbne i Sydhavnen i marts 2019.

“Når man har været på et hotel med 812 værelser og været del af check ind og ud af 500 værelser dagligt, så forstår man de tekniske aspekter, det kræver at drive hotel. Men jeg brænder mest for den personlige interaktion med gæsterne og til at blive del af et livstilskoncept, hvor fokus er på at levendegøre Moxy oplevelsen,” siger Camilla Jerre.

Hun er en rigtig hotelnørd

Per Denker Sørensen, COO i Core Hospitality, hoteloperatøren, der skal drive Moxy Copenhagen, forklarer, hvorfor de har valgt Camilla til rollen: ”Vi ser en person med store ambitioner – en rigtig hotelnørd på den fede måde – som ikke havde mulighed for at videreudvikle sin karriere hos sin tidligere arbejdsgiver. Vi ser et stort potential i Camilla, fordi hun så tydeligt brænder for gæsterelationer og coaching, samtidig med at hun forstår vigtigheden af konceptstandarder og resultater.”

“Hotellet bliver en legeplads for dem, der elsker at gøre det hele, og dem, som oprigtigt er begejstret for at gøre en forskel og at have det sjovt med gæster. Moxy vil skille sig ud som et anderledes hotel med en unik tilgang til gæsteoplevelsen. Jeg tror helt og aldeles, at vi kan skabe Moxy oplevelsen alle ugens dage ved både at byde rejsende og lokale velkommen; og ved at samarbejde med det omkringliggende erhvervsliv og universitetsmiljø, som her får perfekte faciliteter til at arbejde hårdt og have det sjovt,” siger Camilla Jerre, som er på udkig efter personale, som vil passe ind i netop dette koncept.

Se mere om Moxy Copenhagen


?