16.11.2020Møde & Event News

Kæmpe verdenskongres afvikles i Aalborg

Endelig udsigt til internationalt besøg igen – 1.000 deltagerer forventes til Aalborg i 2024.

VisitAalborg kan næsten ikke få armene ned, efter det er bekræftet, at Radiograf Rådet i skarp konkurrence med store destinationer verden over har vundet værtskabet for ’23rd International Congress of Radiographers and Radiological Therapists’ i 2024.

Aalborg skal således tage imod over tusind gæster i fire til seks dage. ”Vi er enormt stolte over, at Aalborg skal huse ISRRT-kongressen i 2024. Det er den hidtil største internationale kongres på aalborgensisk jord, som vil få stor betydning for aktivitetsniveauet på byens konference- og mødesteder, hoteller og restauranter og ikke mindst for byens detailaktører. Det er en stor forløsning i denne tid, hvor den coronakrisen især har revet tæppet væk under service- og turismeerhvervene,” siger Hanne Kristiansen, kongreschef hos VisitAalborg.

”Vores vurdering er, at verdenskongressen vil bidrage med mellem 4.000 og 6.000 hotelovernatninger samt en anslået omsætningsværdi på omkring 20 mio. kr.” Hos Radiograf Rådet ser man frem til at byde rådets internationale kolleger velkommen til Danmark, og ifølge formand Charlotte Graungaard Falkvard, har der ikke hersket nogen tvivl om, at valget af dansk lokation skulle falde på Aalborg:

”Der er en helt særlig tilgang til mennesker og samarbejde i Aalborg, som jeg hæftede mig meget ved og blev ret forelsket i. Lufthavn, hoteller og kongrescenteret samarbejder om at få ting til at lykkes, og det er meget unikt. Aalborg er desuden et godt symbol på en række danske kerneværdier, som vi gerne vil vise frem til vores internationale kolleger. Tryghed, hygge og transformationen til en moderne by lever i bedste velgående i Aalborg, og derudover er det en stor fordel, at det er en overkommelig by med alt i gåafstand.”

Radiograf Rådets verdenskongres vil blive afholdt den 13.–16. juni 2024, og vil foruden den faglige kongres på fire dage indeholde en række faglige og regionale møder, som vil forlænge flere af deltagernes ophold i Aalborg.

Læs mere om Aalborg Kongres & Kulturcenter


?