30.04.2021Møde & Event News

København vil kickstarte mødebranchen

Ny kampagne fra Wonderful Copenhagen skal sætte gang i fysiske møder i hovedstadsområdet.

Coronakrisen har ramt turismen i København særlig hårdt, ikke mindst mødebranchen. Wonderful Copenhagen har derfor iværksat en ny kampagne, hvor møde-, event-, konferencesteder og hoteller i København og Nordsjælland bliver vist frem for mødeplanlæggere fra hele landet. Det skal få gang i danske virksomheders fysiske møder i hovedstadsregionen igen.

Kampagnen med navnet ”Lad os mødes på ny i København” gennemføres på tværs af Wonderful Copenhagens marketingafdeling og convention-afdeling, der både favner møder, kongresser og events.

Kampagnen har som budskab, at hovedstaden er klar til at afholde møder igen - i trygge rammer og med nye tiltag tilpasset den nye virkelighed.

Åbent hus midt i maj
Kulminationen på kampagnen er et stort åbent hus-arrangement midt i maj, hvor danske mødeplanlæggere kan få en personlig oplevelse af de enkelte mødesteder og hoteller i hovedstadsregionen. 75 mødesteder og hoteller deltager i arrangementet.

”Vi har virkelig brug for at få mødeaktiviteterne i gang igen. Vi har forberedt en lang række salgsaktiviteter, som vi er klar til at eksekvere på både det danske og internationale marked, i takt med at verden åbner,” siger Kit Lykketoft, direktør for erhvervsturisme og events i Wonderful Copenhagen.

Som en del af indsatsen kører Wonderful Copenhagen en fire ugers kampagne med indrykninger i landsdækkende og regionale medier samt en LinkedIn-kampagne. Kampagnen er målrettet beslutningstagere og mødebookere i danske virksomheder med henblik på åbent hus-arrangementet, der er planlagt til den 17.-21. maj.

Se mere og tilmeld dig åbent hus-arrangementet


?