04.02.2019Møde & Event News

Kompas Hotel Aalborg udvider stort

Fredag den 8. februar 2019 slår Kompas Hotel Aalborg officielt dørene op for nye mødefaciliteter og dobbelt så mange værelser.

Nu skal snoren endelig klippes for det nye byggeri, som er en mangeårig drøm, der går i opfyldelse for hotellets bestyrelse og ansatte. Det 113 år gamle Aalborg-hotel går ind i en nye epoke. Halvandet års byggeri og renovering er nu slut, og Kompas Hotel Aalborg (det gamle Sømandshjemmet) kan endelig åbne dørene for det nye hotel.

Indvielse 8. februar

Der er officiel indvielse fredag den 8. februar kl. 14-17, hvor samarbejdspartnere, leverandører, tidligere ledere på sømandshjemmet og tætte venner af huset er inviteret til stor åbningsfest. Der vil være guidede rundvisninger på hotellet, let servering i hotellets nye reception og lounge. Dagen efter den officielle indvielse, lørdag den 9. februar, holder Kompas Hotel Aalborg Åbent Hus fra kl. 13-16 for alle, der har tid og lyst til at kigge forbi og se de nye, moderne faciliteter.

"Faktisk er drømmen om en større udvidelse over 50 år gammel, så det er kæmpe stort, at vi endelig står ved den officielle indvielse på fredag. Det er en meget betydningsfuld milepæl," siger hoteldirektør Bo Kikkenborg.

55 nye værelser og nye mødefaciliteter

Den nye hotelvinge lægger bl.a. yderligere 55 topmoderne værelser til de eksisterende 55 værelser. Dertil kommer også en stor suite på øverste etage, store handikapvenlige hotelværelser, nye møde- og konferencefaciliteter, stort receptions- og loungeområde, p-kælder og ny indgang mod Musikkens Hus.

Se mere om Kompas Hotel Aalborg


?