17.05.2021Møde & Event News

Kongreshotel foran stor udvidelse

Hotel Odense ved Odense Congress Center får 200 ekstra værelser.

Konferencegæster kan se frem til flere overnatningsmuligheder i Odense. Hotel Odense, som ligger i forbindelse med Odense Congress Center og Jyske Bank Arena, får 200 ekstra værelser fremover, når hotellet udvider fra de nuværende 109 til over 300 værelser.

Udbygningen af Hotel Odense skal være med til at sikre, at Odense by kommer i spil, når store events og kongresser er i udbud landet over.

”Det er nødvendigt med flere overnatningsmuligheder i Odense. Vi oplever, at Odense gang på gang bliver fravalgt, fordi hotelkapaciteten er for lille – selvom vi har en optimal geografisk placering. Det skal vi gøre noget ved, hvis byen skal kunne tiltrække de helt store kongresser, konferencer og events,” siger Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport og Event, som står bag hotellet.

Haler ind på Aalborg
Overnatningsmuligheder er ofte en af de helt store faktorer, der afgør, om arrangører vælger en by til eller fra.

”Odense har i en årrække haltet efter en by som Aalborg, fordi vi simpelthen ikke har kunne matche deres antal af hotelværelser. Men med udvidelsen af Hotel Odense, så runder Odense de magiske 1.500 værelser, og dermed kan vi give Aalborg kamp til stregen,” siger Enrico Augustinus.

Tidsplanen for den planlagte udvidelse er stadig uklar, da Odense Sport & Event afventer de sidste godkendelser før, at udbygningen kan sendes i udbud. Alligevel overvejer koncernen allerede nu at udvide med endnu flere værelser.

”Planen er, at vi i første omgang udvider hotellet med 200 værelser. Allerede nu går vi med tanker om, at den udvidelse sagtens kan blive større – eller måske vi endda udvider et andet sted i byen,” siger Enrico Augustinus.

Se mere om Odense Congress Center

 


?