05.09.2019Møde & Event News

Kram jer til goodwill

Det gode ved grønne events er, at de slår 2 fluer med ét smæk. Som for eksempel den nye "Kram et træ" event, som er sat i værk af Landal GreenParks.

Landal GreenParks har i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening igangsat kampagnen ’Kram et træ’, der giver danskerne mulighed for at gøre en forskel for de danske skove – blot ved at kramme et træ. Ideen er, at når man har krammet et træ, så deler man billedet af krammet på Instagram eller Facebook og bruger hashtagget #SkovenVokser.

Et nyt træ for hvert kram

For hvert kramme-billede, der deles på de sociale medier, lover Landal GreenParks og Danmarks Naturfredningsforening at plante et træ. Landal GreenParks opfordrer danskerne til at støtte op om kampagnen: ”Som udbyder af ferie i naturen, er det oplagt for os at bakke op om at plante flere træer i Danmark. Skove er et effektivt middel i forhold til nedbringelse af CO2 i atmosfæren. Derfor ligger kampagnen godt i tråd med vores generelle fokus på miljøet, og vi håber, at mange danskere vil være med til at udvide de danske skove ved at støtte aktivt op om kampagnen,” siger Kent Lodberg, der er Sales & Marketing chef i Landal GreenParks Danmark.

TV2 krammer med

Kampagnen er netop skudt i gang på de sociale medier Facebook og Instagram og er en del af TV 2s store indsamlingsshow ’Danmark planter træer’. Showet løber af stablen den 14. september 2019 med Landal GreenParks som sponsor. Indsamlingen har til formål at motivere danskerne til at gøre en forskel for klimaet ved at bidrage til plantning af én million træer i Danmark og dermed afhjælpe CO2-belastningen af klimaet.

.Læs mere om "Danmark planter træer"

Læs mere om "Kram et træ kampagnen"


?